52 / 228
41
paa Skolens Port, og med Haanden paa Laasen
stirrede jeg op ad Gaden. Jo — dér kom han
langt oppe, grim og graa, med store, runde,
blinkende Øjne, der syntes at sende fangende
Straaler efter mig.
Som i en Rus vaklede jeg op ad Trapperne.
Det var Skik at vi meldte os hos Hammerichs
naar vi kom hjem Søndagaften, og mere død
end levende traadte jeg ind i den hyggelige,
kunstnerisk udsmykkede Dagligstue, hvor Fru
Hammerich sad ene ved Lampen og syede.
Hun saae op, stirrede paa mig og udbrød:
„Men Gud, hvordan er det, du ser ud? — Har
du set Spøgelser?“
Hvor sikkert er ikke en Kvindes Blik, og
hvor lige i Centrum ramte hun ikke! Men
mig greb Spørgsmaalet med en forunderlig Gru
— man kunde altsaa se, at jeg havde været
fulgt af Aander, og jeg mumlede Noget om, at
jeg var syg.
„Hvad fejler du da?“ spurgte hun venlig.
Ak, havde jeg nu blot kunnet betro hende
Alt, saa havde hun hjulpet og trøstet mig, mild
og god som hun var. Men trods al min Jam
mer og Kvide, kunde jeg ikke finde det for
løsende Ord. Jeg følte med hemmelig Gru, at
hvis jeg forraadte den fantastisk gøglende Aande-
verden, saa vilde den først ret falde over mig.