53 / 228
42
At sladre paa Spøgelserne forekom mig værre
end at sladre paa mine Kammerater.
Hun tog min Haand og sagde: „Du har Fe
ber! Det er bedst, at du gaar op og lægger
dig. — Du er da ikke bange for at ligge alene
deroppe?“
Jo — det véd Gud, jeg var! Jeg kunde
have faldet paa mine Knæ og tigget hende om
at blive i den lyse, hyggelige Dagligstue -—
men jeg svarede, at jeg var ikke bange — al
deles ikke — og saa bød hun mig venlig God
nat.
Rystende af Angst famlede jeg mig op ad
de mange, mørke Trapper. Den gamle Born
holmer faldt i Slag just som jeg kom forbi, og
den snærrende, sukkende Lyd klang som Kik
kertmandens Hoste. Det gav et Sæt i mig, men
i næste Nu var jeg oppe i den mørke Korridor,
og ni rungende Slag forkyndte, at det mindst
vilde vare to Timer, inden mine Kammerater
kom hjem.
Aldrig havde Sovesalen forekommet mig saa
uhyggelig. Det store øde Rum laa i dybt
Mørke, men fra Vinduerne faldt et mat Halvlys
paa de hvide Haandklæder, der forekom mig
som lurende Spøgelser. Jeg tændte et Lys, men
slukkede det strax igen — det lignede Kikkert
mandens øjne. Jeg vilde rulle Gardinet ned,