46 / 228
35
kendte naturligvis hverken Hoffmann eller den
gamle franske Karikaturtegner, men hvorledes
man kunde skrive Fantasistykker i Kalot-Manér,
pirrede betydeligt min Nysgerrighed, og saa hur
tigt jeg kunde smuglede jeg Hoffmann op paa
Brændeloftet og gemte ham i en Sildefjerding.
Næppe havde vi spist før jeg sad paa Hugge
blokken med Hoffmann i Haanden. Jeg læste
først flygtigt, halvt springende — Sproget ge
nerede mig dog altid noget — men saa kom
der paa én Gang Fart i Linierne. Sære, dæmo
niske Skikkelser foldede sig ud af disse Blade,
blege Spøgelser, dødningeagtige Skygger, van
drende Skeletter og Dobbeltvæsner, snart Menne
sker med Hjerne, snart Automater med Drev
og Hjul dansede en vanvittig Hexedans, som
fyldte mig med isnende Gru, men dog tvang
mig til at læse videre. Midt i Hverdagslivets
daglige, rolige Dont kom Dæmonerne listende i
lokkende Forklædninger, tvang Forældrene til
at ofre deres Børn, brændte Øjnene ud med
glødende Sand, gav dem forvirrende Glasøjne i
Stedet, skruede Arme og Ben af dem, forbyttede
deres Hjerner, og gav dem saa tilbage som
monstrøse Skiftinge, Halvautomater, der tænkte
og talte, dansede og gik efter Troldmandens
fjerne, dæmonisk lokkende Toner. Alt, hvad
der kan forfærde, ja lamslaa en Barnefantasi,
3*