62 / 228
51
havde lidt af Sorg og Hjemve i mange og
lange Dage; men hvad der mest af Alt nærede
denne usalige Tvangstanke, var Bevidstheden
om, at min Moder var død som Sindssyg, og
at jeg efter al Rimelighed havde arvet en Dis
position, der tidligere eller sildigere vilde komme
til Udbrud. A4en fremfor Alt, var det dog Hoff-
mann, der havde gjort Udslaget. Det var hans
Dæmoner, der beherskede min stakkels, sygelige
Barnefantasi, og mod dem gaves der ingen
Vaaben. De forfulgte mig overalt, vaagen og i
Drømme, og overalt hørte jeg de grufulde Ord:
„Han har jo faaet en Gals Hjerne!“
Hvorledes disse Ord som en rød Traad
slyngede sig gennem hele mit Aandsliv, husker
jeg endnu et Bevis paa.
En Dag tog Fader mig med paa Ryssensten
Badeanstalt. Da jeg saae de store Kedler, de
mange Rør og Haner, da jeg hørte den sukkende
Lyd af Vandet i Doucherne kom der en hemme
lig Angst over mig, og denne forøgedes ved
Synet af Bademesteren — hans store Horn
briller lignede jo Kikkertmandens øjne. Men
da han saa hostede hæst og med et skulende
Sideblik sagde: „Ja, den lille Fyr skal
jeg
nok
tage mig af!“ steg min Angst til Rædsel. Skæl
vende sad jeg og ventede paa, hvad der skulde
komme, og da Fader gik ind i sit Badeværelse
4*