65 / 228
54
med — han frygtede vistnok for at lade mig
være alene. Maalet var Søndermarken, men
Vejret var klamt og koldt, Taagen laa som et
tæt, graat Slør over det landlige Vesterbro, men
tungest og tættest laa Taagen over mit Sind.
Uden at mæle et Ord vandrede jeg ved Siden
af min Fader, der saae lidende og bekymret
paa mig.
Over Frederiksberg Have naaede vb ind i
Søndermarken. Taagen begyndte at fortætte
sig, faldt som raslende Stænk ned over de
tørre, visne Blade og glimtede i Græsset paa
Edderkoppernes Spind. Alt syntes mig saa
muggent og forsumpet, Alt laa i den Grad
kirkegaardsagtig for mig, at selv Kragernes hæse,
monotone Skrig forekom mig velgørende — de
brød dog denne rædsomme, øde Stilhed; men
saa kom jeg til at tænke paa Kikkertmandens
hæse Hosten, og jeg bad Fader om at vende
hjem.
„Hvad et der nu i Vejen?“ spurgte han —
han kunde læse den lønlige Gru i mine Øjne.
Jeg svarede ikke, og i dyb Tavshed fortsatte
vi vor Vej.
Da — just som vi gik op ad en stejl Skraa-
ning — brød Solen frem i hele sin Vælde.
Taagen rullede sig sammen, blev fra et tung
sindigt Himmelslør til lyse, drivende Bomulds