71 / 228
og sagde med et Blik paa Molbech: „Ham skal
du ikke bryde dig om! — Han har altid ondt
i Maven!“
Saa knaldede Postillonen, blæste en flot Me
lodi og ud rumlede vi fra den morgenstille,
taagede By til det frie, friske Land, som skulde
give mig Sundhed og Kræfter.
Da vi havde naaet Roskilde og „bedet“,
hvilket betød en solid Frokost, entrede begge
de gamle Herrer op i et glimrende Humør, som
ligefrem ærgrede Molbech, der fandt Frokosten
under al Kritik fordi han ikke kunde taale Aal
i Gelé. Med disse Aal gjorde den Tykke mange
Løjer, og da vi vare naaede til Sorø, trak han
et Flaskefoder frem og spurgte, om min Mave
kunde taale Solbærrom. Det troede jeg nok,
og da Aftenkøligheden meldte sig, gik den lille
Tumling fra Haand til Haand, indtil jeg pludse
lig mærkede en vældig Kurage, der gav sig
Luft i forskellige, ganske umotiverede Latter
udbrud over de arrige Bemærkninger, der af og
til gjordes af Manden med Kuskekavajen.
Saa spurgte den Tykke mig pludseligt, om
jeg sang Salmer.
Nej, det gjorde jeg da ikke. Jeg kunde kun
den: „Dejlig er den Himmel blaa“ .
„Men i Dag er den graa, og saa duer den
60