77 / 228
6 6
hverken paa Faar, Køer eller Heste, og om
Svin vidste jeg ikke stort andet, end at de efter
Døden opstod som Skinker.
Da hørte jeg en lystig Fløjten, fulgt af et ægte
jydsk: „Hvor skal du hen, Kirsten?“ og jeg saae
en ung Bondepige smile polisk til en bluse
klædt Mand, der bødede en Fiskeruse, som
hang over en tæt Tjørnehæk. Han stod ved
en bred Trælaage, der førte ind til Frugthaven,
hvis gule Bergamotter og røde Karviller lyste i
Morgensolen. Det var et saare fristende Syn;
men hvad der gjorde mig noget betænkelig, var
to store gule Dogger, som foer ud af deres
Hundehuse med rasende Gøen, da jeg nærmede
mig.
„Kan jeg gaa der ind?“ spurgte jeg Manden
med Fiskerusen.
„Ja, naar du ikke kommer Diana for nær,
for hun har Hvalpe, og hun bider saadan en
Smalprins som dig over som en Skraa. “
Jeg forcerede Indløbet med Kølvandslinien
midt mellem begge de glubende Bæster, og
naaede lykkelig ind i den store Lindeallé, der
omgav Haven som et gyldent Bælte med fal
dende Blade. Hvor forskellig var ikke Valby-
gaards gamle Have fra den, der senere formede
sig under Slotsgartner Rothes kyndige Haand.
Stemanns Have var som selve Gaarden holdt i