141 / 228
130
Løjer. Saa ravede han hen til Kateteret, fik
Brillerne skudt op over øjnene og besteg saa
med et snøvlende: „Stille Drengerr!“ sin Hæders
plads, hvor han granskede saa dybt i Proto
kollen, at han stundom faldt i Søvn. Imidlertid
gik Spektaklet lystigt i Klassen, indtil han pludse
ligt mandede sig op ved et brægende: „Stille
Drengerr dernede!“ hvorpaa han tog fat paa en
Examination, hvor man næppe kunde høre Sva
rene for Latter og kaade Bemærkninger.
En Dag faldt vi paa den Spøg, at der skulde
indtræde fuldstændig Stilhed i hele Klassen, naar
Ordensduxen pudsede sin Næse, men dette gav
et aldeles uventet Resultat; thi da den sædvanlige
Larmen pludselig afløstes af den dybeste Stilhed,
foer han op fra Kateteret og raabte med dræ
vende Stemme: „Stille Drengerr dernede! Hvad
er det for et Helvedes Spektakkel!“
Saa opgav vi fuldstændig Ævret.
Med vor franske Lærer var det ikke stort
bedre bevendt. Det var den bekendte Ole Chri
stian Borch, Søn af en rig Købmand, der i sin
Tid havde støttet Borgerdydskolen, men for
hvem det senere var gaaet tilbage, saa at Sønnen
maatte ernære sig ved at give Timer i den
Skole, der skyldte hans Fader saa meget.
Oprindelig havde Borch været en meget
dygtig Lærer, men senere sløvedes han, dels