208 / 228
1 9 9
Overraskelse. Fader havde ganske mod For
ventning faaet Orlov paa fjorten Dage, og den
næste Morgen dampede vi i det skønneste
Sommervejr afsted til Bandholm.
Her holdt
Meinckes Vogn og snart efter modtoges vi paa
Maribo Ladegaard af ham og min Tante, med
hele den elskværdige Gæstfrihed der var dem
egen. Uagtet vi kom lige fra den pestbefængte
Stad, og meget let kunde føre Smitten med
os, vilde hverken min Onkel eller hans Hustru
modtage min Faders Forslag om nogle Dages
Isolation.
„Det gaar nok,“ sagde min Onkel paa
sin sædvanlige frejdige Maade, og det gik —
vi havde jo haft vor Kolera paa Volden.
Da jeg i den stille, sommerklare Aften van
drede rundt i den idylliske Lyssemose-Skov,
hvor Alt aandede Duft og Friskhed, følte jeg
mig som en Livsfange, der ganske uformodet
har faaet Friheden og Livet tilbage. Hen over
den sivbegroede Nørre-Sø faldt Solens sidste
Straaler, og fra Maribo Kirke bares Klangen af
Aftenklokkernes Slag hen over Bølgerne. Jeg
blev underlig greben af Skovensomhedens Stil
hed og Fred, jeg som havde levet saa mange
urolige Dage i den til Døden viede By; det
forekom mig, at jeg var traadt ind i en bedre
Verden, hvor Sygdom og Død ikke havde Magt.