206 / 228
1 9 7
tighed, skulde udnævnes til en Slags Kolera-
Diktator. Dette var vistnok det fornuftigste For
slag, som fremkom under hele Epidemien; men
hvor var Manden, der vilde bære Ansvarets tunge
Vægt? Det bekvemmeste er jo at have An
svaret fordelt paa saa mange Hænder, at det
bliver helt borte mellem disse. Som Sagerne
stod var det udparcelleret mellem Magistraten,
Fattigdirektionen og de forskellige Ministerier —
Kongens Forslag gik derfor ikke igennem.
Ude i Bredgade laa det gamle Palæ, hvor
Prins Ferdinand og Prinsesse Caroline boede.
De var to velkendte Skikkelser, begge fra Frederik
den Sjettes Tid og begge tro mod deres Tra
ditioner. Skønt de boede i den Del af Byen,
som hærgedes værst af Epidemien, skønt de
havde Frederiks og Almindelig Hospital i deres
umiddelbare Nærhed, forlod de ikke Palæet en
eneste Dag, og da Schjiitz foreslog dem at
rejse, brølte Prinsesse Caroline ham i Øret:
„Rejse! Hvad er det for noget Sludder? Hvis
den Sygdom ikke var saa skidenfærdig, saa
var der jo ikke Noget at gjøre Vrøvl om.“
Da vi kom ind i Juli Maaned blev Til
standen aldeles utaalelig, og Fader forsøgte at
bøde lidt paa vort ensomme Liv ved jævnlige
Landture til Omegnens smukkeste Punkter. Vi
besøgte Fredensborg, Frederiksborg og Kom