203 / 228
1 9 4
Men dengang var Alt rigtignok ganske ander
ledes! Indrammet af gamle knudrede Piletræer,
glimtede den brede Ladegaardsaa i Solskinnet.
Rosenaaen, der senere blev saa sørgelig be
rygtet for sin Stank, flød dengang ren og blank
mellem Hvidtjørn, Elle og vilde Roser, medens
hvide Svaner spejlede sig i dens Vand. Indenfor
disse Omgivelser laa Dohlmanns Have, med
høje Popler og bredkronede Frugttræer, løbende
ud i et sidt Engdrag, hvor et Par ærværdige
Storke gik paa Jagt efter Frøer. Herude græs
sede Køer, Heste og Faar; Duerne kurrede
fra Taget og bredhalede Kalkuner pludrede i
Gaarden.
I alle disse Herligheder havde Familien
Schiødte Del, selv Æblerne vare ikke forbudne
som i Paradisets Have; thi dengang betalte man
ikke forhøjet Husleje for at ryste et Par Æble
træer.
Jeg vandrede længe omkring inden jeg kunde
finde Schiødte, thi Haven var stor og Terrainet
vildsomt. Over en Træbro kom jeg nu paa
en lille 0 med et Lysthus, og her fandt
jeg Schiødte siddende ene med sin treaars Søn,
der stadig havde „Sten i Støvlerne“ naar han
blev træt.
Ganske mod Sædvane var Schiødte ordknap,
og da jeg. tog Plads ved hans Side syntes jeg,