200 / 228
191
vi Droskerne rumle forbi, og vare vi endelig
faldne lidt til Ro, kom Borch farende med de
skrækkeligste Historier og de urimeligste For
tolkninger af Aarsagen til Epidemien.
En Dag havde han saaledes fortalt, at man
maatte søge Koleraens stærke Udbredelse i
Mangel af Elektricitet i Atmosfæren. Vi drøf
tede netop denne Theori med vor Fysiklærer,
Christian Hagen Schou, da Luften pludseligt
formørkedes og et Par rullende Tordenskrald
hørtes i det Fjerne. Kort efter blinkede Lynene
og derpaa hørte vi et bragende Tordenskrald,
som fik Ruderne til at klirre. Lynet var slaaet
ned i Spiret paa Frederiks tyske Kirke — vi
kunde ligefrem lugte Ozonluften.
„Nu fik vi da Elektricitet nok,“ bemærkede
Schou tørt. „Bare nu Borchs Theori holder
Stik.“
Men det gjorde den ikke; thi Dagen efter
Tordenvejret steg de Angrebnes Antal til det
dobbelte. Her som overalt viste den voldsomme
Tordenregn sig som Smittebefordrer, idet talløse
Bakterier ved dens Hjælp tilførtes Drikkevandet.
Alt som Epidemien tiltog, formindskedes An
tallet af vore Venner og Bekendte; thi Enhver,
som ikke ved Embede eller Forretningsstilling
var bundet til Byen, søgte ud i det Frie. Af
min Faders Venner tog Braém til „Sømands