202 / 228
1 9 3
Aftener kom vidste jeg næppe hvad jeg skulde
gjøre af mig selv, thi da kom alle Rædselens
Skygger frem fra de mørknende Kroge. Naar
Arbejdsklokken havde ringet til Hjemgang, laa
Fabrikkens lange skumle Bygninger som en øde
Grav, hvor jeg ikke turde færdes, og da tyede
jeg ud til den Eneste, som kunde bringe mig
Trøst, og det var Professor Schiødte. Han og
hans venlige Hustru boede paa Svanemosegaard,
der laa tæt ved Kjøbenhavns Ladegaard, og skønt
Koleraen ogsaa rasede der, var der dog en saa
fredelig Hygge udbredt over den gamle landlige
Garvergaard, at jeg ganske glemte Epidemien
og dens Rædsler saa længe jeg var derude.
En smuk Sommeraften traf jeg ikke Schiødte
som sædvanligt bøjet over sit Arbejdsbord —
det hed sig, at han var nede i Haven. Der
havde jeg aldrig været, og jeg blev ganske for
bavset over dens vide Udstrækning og landlige
Skønhed.
Naar man nu ser de taarnhøje, femetages
Kaserner, den planerede Boulevard over den
tilkastede Ladegaardsaa, de myldrende Cykler og
rastløse Fodgængere, vil man næppe tro, at
Svanemosegaard for omtrent halvhundrede Aar
tilbage var et fuldstændigt idyllisk Landsted,
hvor Hostrup og hans Moder havde tilbragt
nogle af deres bedste Aar.
V.
Bergsøe: Krigen og Koleraen.
13