207 / 228
1 9 8
mandør Braém paa Sømandshvile; men der var
ingen Glæde mere i Luften, Alt laa saa knu
gende tungt, og naar vi saa om Aftenen listede
hjem til vore lumre Værelser, føltes Savnet af
Landets friske Skønhed dobbelt tungt. Fader
kunde ikke faa Permission, og jeg vilde ikke
forlade ham, selv om Sommerferien skulde gaa
i Løbet.
Ude i Skolen gik Alt sin sædvanlige Gang;
men ogsaa her blev Trykket mere tungt og
knugende, thi nu døde Folk bogstaveligt som
Fluer rundt omkring os. Vi hverken læste eller
lærte; vi tænkte og talte kun om Epidemien,
selv midt i Timerne.
Da kom endelig Forløsningens Dag. Den
15de Juli var Examenen endt, en Examen, om
hvilken jeg ikke husker det allerringeste, uden
det, at vi slap bort. Fenger og Hammerich
havde taget et stort Ansvar paa sig ved at
holde Skolen gaaende, men Lykken var dem
bedre end Forstanden; thi jeg erindrer ikke, at
nogen af Skolens tre Hundrede Elever blev an-
greben af Epidemien. Jeg husker kun, at vi
aldrig har givet Skolen saa god en Dag og
saa mægtigt et Hurra, som da Hammerich fra
Skolehøjen proklamerede Sommerferiens Begyn
delse.
Da jeg kom hjem, ventede der mig en stor