204 / 228
1 9 5
at han saae saa streng og alvorlig ud, at jeg
fik Lyst til at gaa igen. Stille sad han og
stirrede ned mod Jorden, greb saa en forbi-
ilende Staphyjlin, undersøgte den med Kender
mine og kastede den saa atter bort, idet han
sagde: „Det er maaske sidste Gange De træffer
mig her. Lad os gaa op.“ Jeg troede at han
sigtede til Koleraen; men det var ganske andre
mørke Tanker, der knugede hans Sind.
Hans Forhold til Museet, og særlig til Pro
fessor Steenstrup, var lige saa fortvivlede som
hans Embedsstilling var usikker. Madvig havde
truet ham med Afsked, „hvis han ikke lystrede
sin Overordnede, Professor Steenstrup“ , og den
kunde komme naar det skulde være. Saa havde
han besluttet at søge sin Lykke andetsteds, og
Dagen efter tog han til London, hvor han havde
Haab om at blive ansat.
Medens Schiødte saaledes, tvungen af Om
stændighederne, rejste bort, var der Andre, som
uden Omstændigheder forlod Byen.
Hoffet, hvis man for Resten kan tale om et
saadant under Frederik den Syvende, holdtes,
som sædvanligt, paa Frederiksborg, og da Kon
gen i høj Grad foragtede Napoleon den Tredje
og Kejserinde Eugenie, som rene Parvenuer, tog
han sig vel i Agt for at følge deres Exempel ved
at besøge Kolerahospitalerne og trøste de Syge.
1 3 *