126 / 507
Kommissionens Arbejde gav adskillige af Autoriteterne Stof til Eftertanke og vakte
utvivlsomt Sansen for en bedre Sundhedspleje hos mange Mennesker, men det blev
dog først Koleraen i 1853, der bragte en Afslutning paa de langstrakte Diskussioner om,
hvad der burde gøres, og fik Myndighederne til at handle. Det første Koleradødsfald i
København indtraadte den 15. Juni, det sidste den 13. Oktober; i de fire Maaneder
blev 7219 af Hovedstadens Beboere angrebet af Soten, og herafdøde de
4 7 3 7
) altsaa et
saa forfærdende stort Antal (3,7 pCt. af Befolkningen), at det maatte ruske selv den
sløveste op til Forstaaelse af Hygiejnens Ufuldstændighed. Den Lære, man indhøstede,
blev den samme som i EMlandets Byer: hvor Beboelsesforholdene var slettest (Kælder-
og Kvistlejligheder, Baghuslejligheder), og Befolkningen mindst indstillet paa Renlig
hed, rasede Sygdommen værst. Eksempelvis døde af de ca. 700 Beboere i Peder Madsens
Gang ikke færre end 9 pCt., og i Amagergade og Sofiegade døde 11,3 og 10,7 pCt. af
Beboerne. I de Tilfælde, hvor Koleraen optraadte med større Styrke i et mere velsitueret
Bykvarter, kunde det
bi. a.
henføres til den sundhedsfarlige Undergrund. Det var der
for let at indse, at det var de slette Boligforhold, der havde den største Andel i Kole
raens Udbredelse, hvilket yderligere bestyrkedes ved de gunstige Virkninger af Beboer
nes Udflytning til
Barakker
og Teltlejre, saalænge Epidemien rasede, og senere ved de
Erfaringer, der indhøstedes i de nye Arbejderboliger paa Østerfælled.
I 1854 og 1855 indtraf der enkelte Tilfælde af Kolera i København, og i 1857 en min
dre Epidemi med 69 angrebne, hvoraf de 55 døde. Den store Koleraepidemi i Hamburg
i 1892 foraarsagede nogle faa Tilfælde her, men nogen større Koleraepidemi har ikke
hjemsøgt Byen siden 1853.
Koleraen gav Stødet til et kommunalt Reformværk, der paa mange Maader blev skel
sættende for Byens EMseende og Udvikling, og i de følgende Aar blev paa forskellige
Omraader Grundstenene lagt til det moderne København. Da der andetsteds er rede
gjort for Byens territoriale Udvikling, for Byggeri og for Boliglovgivning, skal her kun
omtales de øvrige hygiejniske Fremstød, der er sket siden da.
H 2
H Y G I E J N I S K E F O R H O L D
SUNDHEDSVÆSEN OG SUNDHEDSLOVG IVNING
Indledningsvis skal gives en kort Beskrivelse af de Ændringer, der har fundet Sted
med Hensyn til
Sundhedsvæsenets Styrelse
og
Sundhedslovgivningen.
Byens sanitære Kontrol havde hidtil alene været betroet Stadsphysicus som Stats
embedsmand; det var hans Pligt at indgive Forslag om sundhedsmæssige Forbedringer
til det kgl. Sundhedskollegium og sammen med Politidirektøren at træffe de nødven
dige Foranstaltninger mod de epidemiske Sygdomme. Med Kommunalloven af 1857
blev Stadsphysicus til Stadslæge, og han var fra nu af en kommunal Embedsmand, men
beholdt dog sine forskellige statslige Funktioner som Tilsynsførende med Apotekerne
og det øvrige Medicinalpersonale. En Lov af 1858 bestemte, foreløbig for fem Aar, at
København og alle Købstæder skulde have Sundhedsvedtægter (i 1868 fik Loven endelig
Varighed), og i Henhold hertil fik København i 1860 stadfæstet sin første Sundheds
vedtægt. Vedtægten, der ikke var særlig strengt affattet, overdrog Tilsynet med Sund