København_1840-1940

D E N O F F E N T L I G E F O R S O R G

233

Bestræbelser udfoldedes ogsaa paa anden Maade for at undgaa at yde Fattighjælp.

I 1895 forsøgte man at yde trængende Hjælp i Form af Arbejde, den saakaldte Arbejds-

hjælp, der ydedes dels som »Arbejdsfrihjælp«, dels som »Arbejdsfattighjælp«. Den først

nævnte anvendtes overfor arbejdsløse Ansøgere om Hjælp, som ikke tidligere eller dog

ikke i de senere Aar havde modtaget Fattighjælp, samt i Tilfælde, hvor der syntes at

være Udsigt til, at vedkommende atter vilde kunne klare sig ved egne Kræfter, naar

han blot blev holdt oppe en kort Tid, som Regel 2-3 Uger; Arbejdslønnen blev da

opført som Vederlag for Arbejde og ikke som Fattighjælp. Arbejdsfattighjælpen blev

derimod anvendt overfor saadarine arbejdsløse, som i Øjeblikket modtog eller for

nylig havde modtaget egentlig Fattighjælp; Arbejdslønnen blev da opført som Fattig

hjælp. Man ventede sig ikke noget stort Resultat af Forsøget, dels fordi det var vanske

ligt at skaffe Arbejde til noget stort Antal Personer, dels og navnlig fordi det ansaas

for absolut nødvendigt kun at yde en meget beskeden Betaling for Arbejdet for ikke

at risikere, at der i arbejdsløse Tider skulde blive for stor Tilstrømning. Det viste sig,

at Benyttelsen af Adgangen var særdeles ringe, endog ringere end ventet. Magistraten

satte dette i Forbindelse med bl. a., at der samtidig skete en betydelig Udvidelse af

det allerede bestaaende private Arbejdshjem, og at en lignende Opgave blev taget op

af Frelsens Hær..

I 1903 besluttede Kommunalbestyrelsen ganske ekstraordinært at yde Københavns

Understøttelsesforening et Tilskud paa 50.000 Kr. til Uddeling til Arbejdere, der paa

Grund af langvarig Arbejdsløshed var kommet i Nød, og hermed blev det afbrudte

Samarbejde med Understøttelsesforeningen genoptaget. I 1904-05 ydedes et Tilskud

paa 60.000 Kr., hvoraf Staten refunderede en Trediedel. Ved en midlertidig Lov af

29. Marts 1904 om Tilskud til »de fattiges Kasser« var det nemlig bestemt, at der i

København med Indenrigsministeriets Samtykke og med delvis Refusion fra Stats

kassen af Kommunen kunde ydes Tilskud til Foreninger, der forfulgte Formaal, som

var ligeartede med de af de fattiges Kasser fulgte. I Henhold hertil vedtog Kommunal

bestyrelsen at yde det nævnte Tilskud, som Understøttelsesforeningen modtog paa

Betingelse af, at Tilskudet kun skulde anvendes til Afhjælpning af midlertidig Trang

for at holde saadanne Familier fri for Fattighjælp, som under sædvanlige Forhold kunde

klare sig selv. Tilskudene fortsattes i de følgende Aar med stigende Beløb, fra 1907-08

i Henhold til Loven om Hjælpekasser af 4. Maj i

- Sidstnævnte Lov gav ganske

naturligt Anledning til en Drøftelse af Spørgsmaalet om Oprettelse af en Hjælpekasse

i København, men Spørgsmaalet blev udskudt; derimod besluttedes det efter Forhand

ling mellem Kommunalbestyrelsen og Foreningens Bestyrelse, at fremtidige Uddelinger

af de af Kommunen bevilgede Midler skulde forestaas af en særlig Bestyrelse, hvortil

Kommunalbestyrelsen valgte Repræsentanter. Hermed havde man etableret Under

støttelsesforeningens saakaldte »kommunale Afdeling«, der virkede indtil Hjælpe

kassens Oprettelse i 1921.

Med Hensyn til

Sygehjælpen

bestræbte man sig ogsaa for at undgaa Fattighjælp. Efter

Fattigloven var det kun den egentlige Lægehjælp, som var fritaget for Fattighjælps

Virkning, medens Hospitals- og Medicinhjælp havde saadan Virkning. Siden 1897

bestræbte man sig for hos forskellige Institutioner at faa uddannede Sygeplejeisker til