245 / 507
D E N O F F E N T L I G E F O R S O R G
2 3 1
Denne Udbetalingsordning vedvarede, indtil den nuværende Ordning, hvorefter Pen
gene bringes til de gamle i deres Hjem, indførtes fra 1. April 1918.
Alderdomsunderstøttelsens Størrelse blev fastsat efter et Skøn og noget rundeligere
end Fattighjælpen. De første »Grundregler« gik ud paa, at der i Tilfælde af fuldstændig
Arbejdsudygtighed kunde ydes 20 Kr. maanedlig til en Mand og 16 Kr. maanedlig
til en Kvinde, men saafremt de paagældende trængte til særlig og stadig Pleje, kunde
Beløbene forhøjes til 25 Kr. maanedlig. — Personer, som endnu var i Besiddelse af
nogen Arbejdskraft, men som ikke havde Indtægt fra andre Kilder, kunde højst faa
12 Kr. maanedlig. Indtægter fra opsparede Midler, f. Eks. Livrente, blev fradraget
med Halvdelen, dog med tre Fjerdedele, naar Talen var om Pensioner, Legater eller
lign. faste Indtægter. Kontant Kapital udelukkede i Almindelighed fra Alderdoms
understøttelse.
Grundreglerne blev flere Gange revideret, første Gang i 1908, sidste Gang 1919,
og Taksterne blev sat væsentlig op. Deres Betydning bortfaldt ved Aldersrentelovgiv
ningens Gennemførelse i 1922, hvorefter Renten fastsattes efter de i Loven givne Tak
ster. Som det fremgaar af Grundreglerne, blev Alderdomsunderstøttelse — bortset
fra Sygdomstilfælde og naturligvis Ophold i Alderdomshjem — ikke ydet i Form
af Naturalhjælp, da dette kun lidet vilde harmonere med Understøttelsens Karakter.
Meningen med Alderdomsunderstøttelsen var jo at undgaa at yde Fattighjælp til
værdige gamle. Af Forsørgelsesvæsenets Beretning for 1896, S. 57-58, fremgaar det
da ogsaa, at de fattigunderstøttedes Antal og dermed Fattigvæsenets Udgifter, som
tidligere var stigende Aar for Aar, i de sidste 5 Aar ikke blot ikke var steget, men endog
trods Befolkningsforøgelsen viste en ret betydelig Nedgang. Denne Nedgang tilskreves
til Dels, at Loven om Alderdomsunderstøttelse afholdt mange lidt ældre Personer
fra at søge Fattighjælp for ikke derved at miste Adgangen til Alderdomsunderstøt
telse.
En Nydannelse, som denne Lov medførte, var Oprettelse af Alderdomshjem. Det
er foran omtalt, at Nicolai og Frelserens Arbejdshuse foreløbig blev indrettet som Alder
domshjem, og de var i Brug som saadanne henholdsvis for Kvinder og (væsentligst)
for Mænd, indtil de nedlagdes den 1. Oktober i90L da de overgik til Magistratens
2. Afdeling, idet det nye Alderdomshjem i Guldbergsgade toges i Brug. Dette nye Hjem
tilstræbte at skabe et virkeligt Hjem for de gamle, der af Helbredshensyn eller af andre
Grunde ikke kunde klare sig uden det Tilsyn eller den Pleje, de kunde faa i Stiftelsen,
og her fik de som Alderdomsunderstøttelse fuldt Underhold i enhver Retning. Efter
Husfællernes Førlighed blev Hjemmet delt i 2 Afdelinger, der benævntes Stue
afdelingen og Plejeafdelingen. Fra 1. April
1909
indrettedes tillige en særlig Syge-
afdeling. Stueafdelingen omfattede de Husfæller, der i det mindste nogenlunde kunde
klare sig selv ved Af- og Paaklædning, Spisning o. s. v. Der var ingen Arbejdstvang,
men de raske Husfæller kunde efter Ønske i et vist Omfang finde Beskæftigelse paa
forskellig Maade mod mindre Ducører. Husfællerne havde Udgangstilladelse efter eget
Ønske. Plejeafdelingen var bestemt for dem, der ikke kunde undvære stadig Hjælp og
Pleje. Sygeafdelingen omfattede kun Hjemmets egne syge.