241 / 507
D E N O F F E N T L I G E F O R S O R G
2 2 7
Den 30. Juni 1881 vedtog Borgerrepræsentationen at købe en Grund mellem Bleg
damsvejen og Sortedam til Opførelse af et Arbejds- og Sygehus samt Børneoptagelses-
anstalt. I 1882 bevilgedes de fornødne Midler til Opførelse og Indretning af den nye
Stiftelse, der var bestemt til at omfatte den ene af Almindelig Hospitals »Sygeservicer«,
et Arbejdshus med tilhørende Værkstedsbygninger, et Optagelseshus til foreløbig An
bringelse af Plejebørn og en Desinfektionsanstalt.
Denne nye Stiftelse,
Set. Johannes Stiftelse
, begyndte i Juli Maaned 1885 at modtage
Patienter fra Almindelig Hospital og senere nogle Lemmer, som skulde beskæftiges
paa Arbejdshuset.
I Januar 1886 ophævedes den saakaldte 2. Service paa Almindelig Hospital for
offentlige Fruentimmer, der overførtes til Vestre Hospital, og hermed var Almindelig
Hospital endelig blevet, hvad det fra Begyndelsen var bestemt til at være, nemlig en
Plejestiftelse for affældige gamle og svage Individer. Omtrent samtidig ophørte den
lige fra Hospitalets Oprettelse bestaaende Ordning, at kun de helt hjælpeløse Lemmer
fik fuld Forplejning, medens Resten delvis selv maatte skaffe sig Føden ved Arbejde
eller Betleri; samtlige Lemmer blev stillet lige i Forplejningsspørgsmaalet, og som
tidligere omtalt blev det gamle privilegerede Tiggeri forbudt.
Det gamle Almindelig Hospital fik imidlertid nu kun kort Tid at eksistere i paa sin
hidtidige Plads i Amaliegade, som det skal berettes i næste Afsnit.
Spørgsmaalet om
Fattigskolernes
Ophævelse havde gentagne Gange været bragt paa
Bane, og i den foran omtalte Betænkning af 1868 fremsattes paany Forslag herom
ud fra den Opfattelse, at det var urimeligt, at Kommunen baade skulde drive Fattig
skoler og tillige Friskoler for Børn af Forældre, der uden at høre til Fattigvæsenet
ønskede fri Skolegang for deres Børn; det gjordes endvidere gældende, at man fra
Skolevæsenet skulde søge at fjerne Karakteren af Fattigforsørgelse, og at der paa
dette Omraade ingen Grund var til at gøre Forskel paa de forskellige Klasser af Almuens
Børn.
Magistraten henvendte sig derpaa til Indenrigsministeriet, der i Maj 1871 billigede
Forslaget om Skolernes Ophævelse. Fattigskolerne skulde afvikles i Løbet af 5 Aar,
og den endelige Afslutning paa denne Del af Fattigvæsenets mangeaarige Virksomhed
skete med det nye Skoleaars Begyndelse efter Sommerferien 1875. Antallet af de Børn,
der derved henvistes til Friskolerne, udgjorde ialt 483. Skolestuerne i Arbejdshusene
blev i alt væsentligt anvendt til Lemmestuer, jfr. foran om Arbejdshusene og Almindelig
Hospital.
Perioden fra Aarhundredets Midte var urolig for Fattigvæsenet. Der var Tider,
hvor strenge Vintre, Arbejdsløshed og Dyrtid meldte sig med Krav om større Under
støttelse, end Fattigvæsenet plejede at give, og om Understøttelse uden Fattighjælps
Virkning.
De første Forsøg paa at komme udenom Fattighjælpen var Dyrtidslovene af 27- No
vember 1853, 15. Februar 1855 og 15. Januar 1856, ved hvilke Kommunalbestyrelserne
bemyndigedes til at yde Hjælp, der ikke skulde betragtes som Fattigunderstøttelse. Disse
15*