238 / 507
efter af Borgmesteren for Magistratens 3. Afdeling, men selve dette bevirkede ikke
nogen Ændring af Fattigvæsenets Struktur iøvrigt.
Gennem Aarene havde der været forskellig Utilfredshed med Fattigvæsenets For
standerinstitution. I en Betænkning, som afgaves den 28. Oktober 1868 af et af Borger
repræsentationen i 1865 til Undersøgelse af Fattigvæsenets Forhold nedsat Udvalg,
hedder det, at den Del af Fattigforsørgelsen, som knytter sig til Fattigforstandernes
Virksomhed, i høj Grad trænger til en Omordning. »De nuværende Forstandere, der
vælges i Flæng, nærmest blandt de næringsdrivende Borgere, og ikke nyder noget
Vederlag for det dem paalagte Arbejde, kan i Almindelighed vistnok hverken siges at
udmærke sig ved noget klart Blik paa Fattigvæsenets Opgave eller at omfatte deres
Hverv med særlig Interesse, tværtimod synes Resultatet af deres Virksomhed at vise, at
de for en stor Del betragter Forstanderens Forretning blot som en Byrde................
Fejlen maa imidlertid mindre søges hos Personerne end hos Organisationen«1). Be
tænkningen udtaler derefter, at som en Følge af, at de Individer, der begærer Hjælp
af det Offentlige, ofte end ikke bliver gjort til Genstand for den tarveligste Under
søgelse, ydes der megen unødvendig Understøttelse i Penge og Brød, og at mange af
Forstanderne tager sig det altfor let med Udstedelse af Sygesedler. Paa Grund heraf
foreslog Udvalget, at samtlige Fattigforstandere skulde afgaa, og at der skulde ansættes
lønnede Forstandere i et Antal af 10-12. For imidlertid at vedligeholde Kontinuiteten
med Fortiden foreslog Magistraten, at København med Christianshavn og Forstæderne
skulde inddeles i 12 Hoveddistrikter, og at der skulde ansættes een lønnet og et Antal
ulønnede Forstandere i hvert af disse Distrikter. Dette Forslag vedtog Kommunal
bestyrelsen i Marts 1871, og den nye Ordning traadte i Kraft den i.M aj 1872. Den
allervæsentligste Del af Forstandervirksomheden kom imidlertid til at paahvile de
lønnede Distriktsforstandere, som ikke udtoges blandt de tidligere Fattigforstandere.
De ulønnede Forstanderes Betydning blev imidlertid ikke stor; i 1885 var Antallet
faldet til 33, og i de følgende Aar forsvandt Institutionen helt.
Antallet af Fattigdistrikter udvidedes fra 1. Maj 1881 til 13 af Hensyn til de betydelige
Krav, som Befolkningens Forøgelse stillede, og fra 1. Maj 1890 skete der en Omfor
deling af de eksisterende Distrikter, ligesom der oprettedes et nyt 14. Distrikt.
2 2 4
D E N O F F E N T L I G E F O R S O R G
Ladegaardens
Industrivirksomhed udviklede sig gennem Aarene. Der indrettedes
Værksteder for Snedkere, Smede, Blikkenslagere, Sadelmagere, Malere, Bogbindere,
Skræddere, Skomagere o. a. Disse Virksomheder var ikke alle velsete af det frie Erhverv.
Saaledes besværede Fagforeningen for Sadelmagere og Tapetserere sig 1 1884 over
Konkurrencen, men Kommunalbestyrelsen afviste Klagen. En særlig Plads i Lade
gaardens Virksomhed indtog den offentlige Gadefejning, der blev taget i Entreprise
for Stadens Brolægningsvæsen i 1857. Da det imidlertid erkendtes at være det rigtigste
at holde de indlagte borte fra Arbejde udenfor Anstaltens Grund, idet der altfor let
blev Lejlighed til at gøre en Afstikker til en Brændevinskippe, ophørte Gadefejnmgen
i 1908.
9
B. F. 1868-69. Tillæg S. 102.