235 / 507
D E N O F F E N T L I G E F O R S O R G
2 2 1
vember og i. November-i. Maj. Paa Grund af de færre Nødvendigheder om Som
meren skulde Sommeralmissen sættes lavere end Vinteralmissen.
Fuld Almisse, der bestod af alt det, som var nødvendigt for en fattig, der intet kunde
fortjene, til nødtørftig Husly, Varme, Klæder og Føde, og det, som af Fattigdirektionen
var bestemt som fuld Almisse, gjaldt for alle af lige Trang og af lige Uførlighed til
Arbejde; men det blev udtrykkelig fremhævet, at fuld Almisse kun kunde gives dem,
som aldeles intet kunde fortjene, og som kun forsørgedes i Staden, naar og fordi der
manglede Plads i de offentlige Forsørgelsesstiftelser. Det maatte altsaa betragtes som
Hovedreglen, at fuld Almisse blev ydet i Fattighusene og kun nedsat Almisse i Byen.
De Omstændigheder, som toges i Betragtning ved Spørgsmaalet om Almissens Ned
sættelse, var navnlig følgende: a) om den, som skulde forsørges, ikke var fuldvoksen,
idet Almissen i saa Fald skulde bestemmes i Forhold til de færre Nødvendigheder,
som den yngre Alder udfordrer; b) hvis to eller flere Personer boede sammen, bevir
kede de Besparelser, som derved opnaaedes, at Understøttelsen skulde sættes for
holdsmæssig lavere end til Personer, der boede alene (det blev derfor ligefrem fast-
slaaet som Fattigdirektionens Pligt at drage Omsorg for, at de fattige saa vidt muligt
kunde bo sammen); c) om de fattige havde Hjælp eller Understøttelse fra Slægt, Venner
eller andre.
Reglen om Almissens Ydelse i Pengebeløb led dog stærke Begrænsninger, idet det
overlodes til Fattigdirektionen, om den enten ved Akkord med andre eller ved egen
Foranstaltning kunde skaffe Klæder, Fødemidler, Brændsel og deslige paa Vilkaar,
der var billigere end dem, de fattige selv kunde skaffe. I bekræftende Fald skulde der
afkortes en forholdsmæssig Andel af Pengealmissen, og den fattige fik Anvisnings
sedler til de Steder, hvor Naturaludleveringen fandt Sted.
Endvidere var det Reglen, at den Del af Almissen, som var tilstaaet til Husleje,
ikke blev udbetalt til den fattige, men blev opsparet til Flyttetiderne. Den fattige fik
udleveret et Bevis herfor, som han kunde levere til sin Husvært, der mod Bevisets
Aflevering til Fattigvæsenets Kasse kunde faa Beløbet udbetalt.
Endelig blev naturligvis Almissen til Børn, som ikke anbragtes i offentlige Stiftelser,
ydet i Form af Plejeanbringelse enten i eller udenfor Staden.
Man sondrede mellem fast Forsørgelse og midlertidig Forsørgelse. Til den første
henhørte fast indskrevne Plejebørn, enkelte Personer og Familier, som paa Grund af
deres stadige Trang (Svagelighed, Alder m. v.) var indskrevet i fast Almisse; til den
faste Forsørgelse henhørte ogsaa de tidligere omtalte Lemmer i Almindelig Hospital og
Arbejdshusene. Til den midlertidige Forsørgelse henhørte Plejebørn, som kun var
anbragt midlertidigt, f. Eks. under Sygdom i Hjemmet, Forældrenes Strafafsoning
m. v., Personer og Familier i Byen, som kun fik Hjælp under en midlertidig Trang
(f. Eks. forbigaaende Sygdom), eller hvis Forsørgelsesretsforhold til en fremmed Kom
mune endnu ikke var bragt i Orden, og endelig de før omtalte Arbejdere paa Lade
gaarden.
Antallet af fast understøttede var i Løbet af 1840: 39 Enkeltpersoner og 987 Familier
med 3.148 Personer. Antallet af midlertidigt understøttede var 1.653- Understøtteslen
bestod navnlig af Brødhjælp og Betaling af Husleje samt Middagsmad til syge.