324 / 507
Renter og Afdrag, anvendtes til Opkøb afObligationer af Stadens Laan eller til
Dækning af Udgifter, der med Indenrigsministeriets Samtykke bestemtes afholdt af
Laanene. Men, som vi skal se nedenfor, tillod Driftsregnskabet i flere a f de følgende
Aar ikke disse Opkøb, og fra 1897 bortfaldt de, idet den samlede Udgift til Forrent
ning og Afskrivning da oversteg nævnte Beløb.
Ved Periodens Slutning (i 1902) udgjorde Afdragene atter ca.
I/2
Mill. Kr. Det
skal tilføjes, at i Tidsrummet 1862 til 1904 steg Statusværdien af Kommunens faste
Ejendomme (ekskl. Jorder og Grunde, der ikke skal afskrives) fra ca. 12 Mill. Kr.
til ca. 88 Mill. Kr.
Om
Kommunens samlede Indtægter
i 40 Aars Perioden 1862 til 1902 er der her egentlig
ikke stort at sige, eftersom disse — overensstemmende med den foran nævnte Bestem
melse i 1861-Loven — gennem den bevægelige Indkomstskat i Aarene indtil 1880
var bestemt a f de for Aaret budgetterede Udgifter, og efter 1880, da Indkomstskatten
udskreves med Maksimalprocenten — 3 pCt. — var bestemt a f Skatternes naturlige
Vækst og Stigningen i Erhvervsindtægterne m. v. Men omSkatterne og de andre
Afgifter og Gebyrer er der gjort udførligt Rede i Afsnit II, og Indtægterne a f Kom
munens Ejendomme, Gasværkerne (fra 1892 ogsaa Elektricitetsværkerne) m. v. samt
Renteindtægterne er behandlet i Afsnit III.
Forskellen mellem de enkelte Aars løbende Indtægter og Udgifter er overensstem
mende med den almindelige Terminologi i Tabel b betegnet som Aarets
Over-
eller
Underskud.
Men det er klart, at disse Over- og Underskud ikke kan opfattes i almindelig
forretningsmæssig Forstand. Den Sum, der differerede mellem de budgetterede sam
lede Udgifter og de beregnede Indtægtsbeløb for Ejendomsskatter, Andre Afgifter
og Gebyrer, Erhvervsindtægter, Renteindtægter m. v., skulde som sagt dækkes a f
Indkomstskatten. Principielt skulde der altsaa intet Over- eller Underskud fremkomme.
Naar dette alligevel skete, skyldtes det Umuligheden a f at budgettere Udgifterne og
Indtægterne helt nøjagtigt. Men efter 1880, da Indkomstskatten hvert Aar maatte
udskrives med de maksimale 3 pCt., og den faktisk var ophørt med at være en Supple
mentsskat, var der Fare for, at der kunde opstaa egentlige Underskud. Men takket
være et stærkt forøget Udbytte baade a f Ejendomsskatterne og Indkomstskatten,
trods begge Skatters Fiksering, var det først i 1886, at der fremkom et mindre Under
skud, der blev dækket a f de tidligere Aars Overskud.
Noget andet var, at Kommunalbestyrelsens Ufrihed overfor Skatteudskrivningen i
væsentlig Grad maatte begrænse dens Muligheder for at tage nye Opgaver op eller at
udbygge de ældre. Og som en for Tiden karakteristisk Bemærkning skal anføres, at
Budgetordføreren (Nellemann) i 1885 udtalte, at »Man var ofte navnlig fra Pressens
Side tilbøjelig til at overse, at Kommunalbestyrelsen ikke er Herre over den Ind-
\
tægtskilde, som skal dække Underbalancen paa Budgettet, da der er fastsat en lov
bestemt Begrænsning, og man derfor ogsaa i høj Grad maa begrænse de Ønsker, der
næres ikke mindre i Forsamlingen end blandt Borgerne«1). At Sagen dog ogsaa kunde
ses fra en anden Side, viser en Udtalelse fra Borgmester Borup, der som Replik til
foranstaaende bl. a. udtalte: »Men det maatte indrømmes, at Kommunen befinder
S A M L E D E U D G I F T E R OG I N D T Æ G T E R
309
B. F. 1885-86, S. 916.