87 / 507
B O L I G - OG B Y G G E F O R H O L D
7 3
15
Kv.-Alen; ethvert Beboelsesrum skulde have direkte Dagslys fra Vindu, der kunde
aabnes til fri Luft. Ved Sundhedsvedtægt skulde der gives de fornødne Bestemmelser om
Forbud mod og Straf for at benytte Rum, der ikke fyldestgjorde Forskrifterne for
Beboelsesrum, til stadigt Natteophold for Mennesker. Disse sidste Bestemmelser var
foranlediget ved et Andragende fra et Udvalg til Forbedring af Tyendeklassens Kaar
samt ved Udtalelser fra et større Antal københavnske Læger, og de tilsigtede at faa sat
en Stopper for Indretningen af de uforsvarlige Rum, der fandtes i mange af Byens
Lejligheder som Opholds- og Soverum for Tjenestetyendet.
Som det tidligere er omtalt, forbød
1856
-Loven at indrette Beboelseslejligheder i
Kældre efter
1865
, men Loven af
1871
havde dog tildels igen under visse nærmere
Betingelser givet Tilladelse hertil. Efter mange indgaaende Overvejelser optoges til
svarende Bestemmelser med enkelte yderligere Skærpelser i
1889
-Loven. Borgerrepræ
sentationens Flertal var imod at indrette Kældre som Beboelsesrum, men Magistraten
hævdede, at det for adskillige mindre Næringsdrivende var af Betydning at kunne have
Beboelse ved Siden af deres Kælderbutik, og da der ikke var ført Bevis for, at Beboelses
kældre, der opfyldte Betingelserne i Bygningsloven af
187 1
, var sundhedsfarlige, fandt
Magistraten det i højeste Grad utilraadeligt at udelukke Kældre fra Beboelse.
En Tillægslov af
1895
paabød Vandlaas paa Køkkenvaske, en Bestemmelse der var
af stor hygiejnisk Betydning, idet Køkkenvasken i mange Lejligheder uden W.C. benyt
tedes paa en Maade, der var imod Hensigten. Mangt og meget udhældtes i Vasken, og
de fælles, ofte utætte Nedløbsrør var en Kilde til Stank og Udbredelse af Infektion.
Bortset fra Bestemmelserne om Bygningsmyndighederne og om Overtrædelse af Byg
ningslovgivningen kom
1889
-Loven ikke til at gælde for de i
1901-02
indlemmede
Distrikter. Hvert af disse havde oprindelig sit Bygningsreglement, der i
1930
samarbej
dedes til en Helhed. Kun paa to Punkter adskilte dette sidste sig væsentlig fra Loven af
1889
, nemlig derved, at det kun tillod fem Beboelseslag og ved, at det stillede betydelig
større Krav til det ubebyggede Areal, der mindst skulde være lig med det bebyggede
Areal.
I Forbindelse med Omtalen af Byggeloven maa det nævnes, at Sundhedsvedtægten
af
1886
indeholdt forskellige Bestemmelser, der tilsigtede at forbyde sundhedsfarlig
Beboelse og forhindre en sundhedsfarlig Overbefolkning af Lejlighederne. Hvis Sund
hedskommissionen skønnede, at et Beboelsesrum var saa slet eller saa umuligt, at dets
Benyttelse var sundhedsfarligt, kunde den paabyde det repareret eller renset, og i Fald
dette ikke blev gjort eller var utilstrækkeligt, forbyde dets Benyttelse. Skønnede Kom
missionen, at en Beboelseslejlighed var saa overbefolket, at dens Benyttelse maatte anses
for at være sundhedsfarlig, kunde den forbyde Beboerne at have Logerende, og om
dette ikke var tilstrækkeligt, paabyde Ejeren at opsige Beboerne og kun udleje Lejlig
heden til en Husstand af nærmere fastsat Størrelse. Sundhedskommissionen afgjorde,
hvorvidt en Lejlighed var overbefolket, men enhver Beboelseslejlighed skulde i det
mindste indeholde
250
Kubikfod (
7.7
m3) Luft, eller for saa vidt den fandtes i Kælder,
Stue eller Kvist
300
Kubikfod (
9.3
m3) Luft pr. Beboer (Voksen eller Barn).
En systematisk Kontrol med Bestemmelsernes Overholdelse fandt dog ikke Sted, men
iøvrigt var der ingen Lyst hos Myndighederne til at skride ind, selv i de Tilfælde, hvor