88 / 507
7 4
B O L I G - O G B Y G G E F O R H O L D
de blev bekendt med Overtrædelser, da disse som oftest bundede i Beboernes Fattig
dom.
De her nævnte Bestemmelser genfindes i Sundhedsvedtægten a f
1918
, dog med den
Ændring, at Lejlighedsstørrelsernes Minimum pr. Boende (Voksen eller Barn) er fastsat
til
10
m3, eller for saa vidt Beboelseslejligheden findes i Kælder eller Stueetage til
12
m3.
Endvidere indeholdt Vedtægten Bestemmelse om Ansættelse a f et teknisk-hygiejmsk
Tilsyn, hvilket i
1921
fik sin endelige Udformning ved Indførelsen a f et kommunalt
Boligtilsyn, hvortil de kommunale Sygeplejersker, Plejebørnstilsynsdamer og Kom
munelæger fik Pligt til at anmelde iagttagne sanitære Mangler. Boligtilsynets Opgaver
blev først og fremmest en Kontrol med og Administration af de her refererede Bestem
melser i Sundhedsvedtægten, og hvis de forefundne Mangler efter Forhandling med
Ejerne ikke blev afhjulpet, da Henvisning til Sundhedspolitiets Behandling.
I den foi-
løbne Aarrække har Boligtilsynet behandlet Forholdene i et betydeligt Antal a f Byens
daarlige Beboelsesejendomme og draget Omsorg for, at adskillige Mangler er blevet
afhjulpet, men derimod har Tilsynet kun i meget ringe Omfang evnet at faa gennem
ført Forbud mod Beboelse af hele Ejendomme, endsige Karréer. Naar Tilsynet i de
forløbne Aar ikke har virket som Saneringsmyndighed, kan der foruden Lovbestemmel
sernes Ufuldstændighed peges paa, at Boligforholdene i største Parten af den Tid, hvor
Tilsynet har eksisteret, har været af en saadan Karakter, at der ikke har været Mulighed
for at give Afkald paa Beboelsesejendomme, der egentlig for længst burde være dømt
til Nedrivning.
I Bemærkningerne til Lovforslaget af
1889
udtaltes det, at man var gaaet saa grundigt
til Værks, at Lovgivningsvirksomheden »dermed for et længere Tidsrum maatte kunne
betragtes som afsluttet paa dette Gebet for Staden Kjøbenhavns Vedkommende«. Disse
Ord fik en Gyldighed, som Lovens Fædre næppe havde tænkt sig, idet der bortset fra
Tillægsloven af
1895
og forskellige Ændringer af Lovens Ekspropriationsbestemmelser,
senest ved Lov a f
16
. Maj
1934
? kom til at gaa
50
Aar, inden det trods gentagne ener
giske Forsøg lykkedes at faa gennemført en ny Byggelov for København.
Naar det nu betænkes, hvilken Udvikling Byggeriets Teknik og Bolighygiejnen har
gennemløbet i den sidste Menneskealder, kan man med Rette spørge om, hvordan det
har været muligt gennem en saa lang Aarrække at klare sig med Lovbestemmelsei, der
for en stor Del var udarbejdet i Midten af forrige Aarhundrede og altsaa tog Sigte paa
Forholdene, saaledes som de var i den gamle By indenfor Voldene. Svaret herpaa er,
at det har kunnet lade sig gøre derved, at Bygningskommissionen gennemførte en
udstrakt Dispensationspraksis, hvortil der fandtes Hjemmel i Loven. Paa væsentlige
Punkter har det af Kommunalbestyrelsen i
1915
udarbejdede Byggelovforslag været
normgivende. Til en vis Grad lykkedes det herved at afbøde
1889
-Lovens manglende
Smidighed, men Resultatet blev ganske vist, at adskillige Bebyggelser gennemførtes ved
Hjælp af Dispensationer i et saadant Omfang, at Loven tilsidst præsenterede sig gennem
hullet som en Si.
Bygningsteknisk er det vel herved lykkedes at følge med Tiden, men derimod har det
ikke været muligt at forhindre, at store Dele af Byen, i Ly af den forældede Lovgivning,