17 / 152
interesse. I denne forbindelse er der grund til at nævne, at der i boligtæl
lingen for 1895 fandtes en redegørelse for antallet af arbejderlejligheder
tilhørende foreninger, aktieselskaber og private arbejdsgivere i 1895. Det
drejede sig i alt om ca. 3.800 arbejderboliger - hvorved vi altså forstår
lejligheder for arbejdere, opført af velgørende foreninger o.l. - og den
kendte Arbejdernes Byggeforening, der var startet af B & W’s arbejdere,
tegnede sig for størsteparten (se s. 71f .)- Af de 3800 arbejderboliger var
det store flertal - godt 3000 - på et- og to-værelser.
Omend oplysningerne om disse specielle arbejderboliger er af særlig
interesse, må man dog gøre sig klart, at de kun udgjorde en forholdsvis
beskeden del af arbejdernes boliger i de almindelige private udlejnings
ejendomme. I den private boligmasse fandtes i 1895 ca. 76.000 lejlighe
der. Rundt regnet havldelen var ét- og to-værelses boliger, som fortrins
vis var beboet af arbejdere. Det vil med andre ord sige at de for 1895
anførte godt 3000 arbejderboliger på et- til to-værelser udgjorde ca. 8 pct.
af samtlige ét- og to-værelses lejligheder.
En bredere og mere detailleret redegørelse for arbejdernes boligfor
hold foreligger først med boligtællingen i 1906. Oversigten er af funda
mental betydning, når det drejer sig om at belyse væsentlige sider af såvel
arbejdernes som andre samfundsklassers boligforhold. Oversigten hed
der netop: Beboelses- og lejeforholdene for visse samfundsklasser.
Mellem den første boligtælling i 1880 og den særlige redegørelse for
arbejdernes boligforhold i boligtællingen af 1906 var der forløbet et kvart
århundrede - et ganske langt tidsrum, når man betænker den dynamiske
økonomiske udvikling og de grundlæggende strukturelle forskydninger,
der prægede hovedstaden i disse årtier. Der er god grund til at antage, at
denne udvikling ikke lod arbejdernes boligforhold uberørt, og at de
boligforhold for arbejderklassen, som 1906-tællingen belyste, ikke havde
gyldighed i 1880. At der allerede før århundredskiftet havde fundet en
gennemgribende ændring sted var da også opfattelsen i Københavns
statistiske Kontor. I kommentarerne til 1895-boligtællingen gav man
måske lidt vel drastisk udtryk for denne opfattelse: »Det er intet mindre
end en hel revolution, der er foregået indenfor de københavnske smålej-
ligheders kreds i løbet af 15 år. Medens ét-værelses lejlighederne i dette
tidsrum kun er gået frem fra 8.323 til 10.887, er to-værelses lejlighederne
steget i tal fra 16.314 til 32.976, svarende til en stigning på henholdsvis ca.
30 og ca. 100 p ct.« .4
Denne forskydning til fordel for de to-værelses lejligheder indledtes
tilsyneladende allerede i 1880erne. Det fremgår således af den trykte
14