201 / 233
Kommunehospitalets Reservelægegang
ne to små brødres senge kunne få plads i det, så jeg blev forvist til
en divan i spisestuen. Der var igen ingen mulighed for, at jeg
kunne få mit eget værelse, hvad der ville sige, at når vi havde af
tengæster, startede jeg min nattesøvn i Mors seng. Vi havde imid
lertid nu vores eget køkken, hvad der var til stor glæde for min
mor, der altid havde holdt af at lave mad og var god til det. Imid
lertid savnede vi det store faste skab uden for vores soveværelse
på Reservelægegangen, og hospitalsforvalteren satte derfor et
meget stort hvidt klædeskab op i vores køkken, og det fik vi lov
til at medtage, da vi flyttede fra hospitalet, og det var stadig i min
mors eje, da hun døde i 1967.
I denne lejlighed havde vi eget WC og rindende vand i køkke
net (naturligvis kun koldt), men hvad jeg nød meget var, at der i
gangen lige uden for spisestuen var en vask, hvor jeg i fred og ro
kunne vaske mig morgen og aften. Der var derfra udsigt over
Sortedamssøen, og jeg holdt meget af at stå og se på Irmas høne,
der dengang som nu lagde æg, så snart det var blevet mørkt.
Da Reservelægegangen var blevet rømmet for reservelæger,
måtte Københavns Kommune i gang med et nybyggeri, og der
blev nu taget fat på en bygning med reservelægeboliger. Den fik
indgang fra Østersøgade. Inden dette byggeri kunne gå i gang,
skulle en gammel hestestald rives ned; den lå ud til Østersøgade
som afslutning på Kommunehospitalets tredje gård, der kaldtes
Rørholm. Inden man tog fat på nedrivningen af denne bygning,
blev den tømt for gammelt hø, som jeg og den største af mine små
brødre boltrede os i. Det var herligt; men så kom de voksne i tan
ker om, at dette hø måske var resterne af det hø, man under kole
raepidemien i 1853 havde benyttet i de vogne, der transporterede
kolerapatienter og koleralig, og nu forestillede man sig, at der sta
digt kunne være kolerasmitte i høet. Jeg er i dag ikke så sikker på,
at »de voksne« var så naive; måske ville de bare ikke have os til at
sprede høet ud over hele Rørholm. Men det var nu alligevel
spændende at komme koleraepidemien så nær; den var, hvad vi
godt vidste, årsagen til at Kommunehospitalet blev bygget.
1. august 1924 udløb Fars ansættelse som 1. reservelæge; han
blev derefter assisterende prosektor ved patologisk afdeling og
kunne derfor ikke længere bo på Kommunehospitalet, hvad jeg
dog ikke var særlig ked af; legekammeraterne var jo alle flyttet,
199
I