62 / 233
Ingeborg Andersen
mejeri med en hestevogn. Jeg elskede den hest, der kom i min ga
de. Når kusk og medhjælper var ude hos kunderne, skyndte jeg
mig hen for at kæle for hesten. Jeg tog den om halsen og kyssede
den over mulen. Jeg syntes, vi havde det til fælles, at den måtte
trække sit læs i al slags vejr, ligesom jeg måtte. Men en dag så
min mor det, hun blev rædselsslagen, og hun sagde, at det måtte
jeg aldrig gøre mere. Det var ret svært at overholde. Den havde
en dusk ved øret, det betød, at den godt kunde finde på at bide.
Det havde jeg ikke lagt mærke til, og jeg havde heller ikke vidst
det.
Vi gik selvfølgelig alle tidligt i seng om aftenen. Efter aftensma
den, som vi spiste kl. 17, lagde min far sig på sofaen og læste lidt
avis. Vi piger vaskede op, og min mor kunne endelig sidde med
sit håndarbejde, som hun var meget glad for og meget dygtig til.
Hun hæklede fine gardiner af tyndt garn, det blev gjort meget sir
ligt. Hun broderede også fine lyseduge. Hun måtte selvfølgelig
også reparere tøj, når det var tiltrængt. Mine søskende og jeg fik
hver 3 kr. om ugen for at gå med aviser, men så skulle vi også
selv holde os med strømper. Vi havde merceriserede bomulds
strømper dengang. Vi lærte at stoppe dem for ikke at give så
mange penge ud til dem.
Jeg fik lov til at være nede at lege til kirkeklokkerne ringede so
len ned. Vi boede i en passage, og kirken var lige i nærheden. Der
var andre børn nede at lege. Vi lavede hinkeruder med kridt eller,
i mangel af det, fik vi en overskåret kartoffel at tegne med. Vi le
gede skjul og tagfat, og sommetider spillede vi bold op ad muren
på et stykke, hvor den var bred. Vi legede også med dukker, som
vi syede tøj til.
Min mor gik også med avisregninger. Der var nogle, der betalte
en gang om ugen, andre en gang om måneden og nogle få en
gang i kvartalet. På den måde kom min mor i kontakt med de
mennesker, vi delte aviser ud til. Der var blandt andre 2 damer,
der var søskende og boede sammen. Vi sagde altid de fine frøke
ner, når vi talte om dem, for de gav mor deres brugte tøj, som
mor kunne sy om til os. Det måtte være nogle rige nogen, mente
vi. Mor sad så flittig og syede, og når det var færdigt, skulle vi op
til dem og vise, hvad mor havde fået ud af det. Mor sagde altid,
husk nu at neje pænt og sige tak.
*
60