206 / 379
202
paa Assistens Kirkegaard, fordi det var simpelt, og
denne Begivenhed indtraf i 1785.
Herom udbryder
Nyerup
begejstret:
»Omsider fremstod en ædel Mana, en af vort Olds
praktiske Philosopher, som besad Sjælsstyrke nok til
at opløfte sig over Fordomme og sætte sig ud over
Tidernes Smag. Det var
Augustin.
Paa Gravsens
Bredde gav ham hans skyldfrie Aand det Vidnesbyrd,
at han aldrig havde fornærmet nogen i levende Live;
nu vilde han ej heller efter Døden forgifte den Luft,
som de Efterlevende skulde indaande; han vilde hvile
under aaben Himmel. Han jordedes paa Assistenskirke-
gaarden udenfor Nørreport og gav derved Signalet
til Udryddelsen af den erkedumme, papistiske, af selve
Luther
bestredne Overtro, som tillægger Kirkegulvet
og Kirkegaardsjordene udmærket Hellighed. Et Grav
minde, forfærdiget af
Wiedewelt
, anbragtes i Muren
ved det Sted,
Augustin
laa. Paa en Marmorplade
staar Begyndelsesbogstaverne til hans Navn J. S. A.
med de Ord:
»bene vixit, qui bene latuit.«
Dette Minde sattes Augustin 1785, og fra den Tid er
der Aar efter Aar begravet flere og flere formuende,
og der opsættes alt flere og flere Monumenter, og As-
sistenskirkegaarden, som Digteren
Gulclberg
kalder:
»de Dødes Have, hvor i Fred
og Blomsters L y de manges Kumm er sove«,
er bleven det helligste og højtideligste Sted i Køben
havn, hvortil Familier hyppigt gaar Pilgrimsgang, op
flammes til sandeste Andagt og ofrer henfarne Venner
en Tanke.«
Den omtalte
Augustin
er en nu helt forglemt Per
son, som jo dog, fordi han ved at bestemme i sit
Testamente, at han vilde begraves i fri Luft mellem
de fattige, der var lige saa rige overfor Gud som han,
og for hvem han virkede i hele sit Liv, fortjener at