201 / 379
197
selv, at tilmurede Begravelser er de farligste, fordi
de holder paa Dunsterne, saa at de, naar Graven aab-
nes paa ny for at indsætte den næste, udbreder en
forfærdelig Giftatmosfære. Nej,
Tode
vil have en Kir-
kegaard til at ligge langt fra Byen, frit og højt, hvor
Vinden kan blæse det syge og usunde langt bort; han
ivrer mod den taabelige Idé, at det kun sømmer sig
for Fattigfolk at komme i Graven paa slige kirkeløse
Begravelsespladser; han føler det tværtimod værdigt,
at de afdøde viser de efterlevende det Hensyn ikke
ved deres jordiske Levningers Uddunstninger at for
korte Efterkommernes Liv.
Han vil gerne se alle Begravelsesstederne i den in
dre By helt sløjfede; men, hævder han, saa maa de
henligge som frie Pladser, ikke bebygges; han kender
sine Pappenlieimere og tør derfor ikke straks rykke
ud med sin for mange Læsere maaske irriterende Puk-
ken paa de hygiejniske Liensyn, der vilde hævde, at
saadanne aabne Pladser vilde være fortræffelige
»Lunger« for en stor By, nej, han taler til Hjerterne
ved saa listelig at hævde, at man ikke maa forstyrre
de dødes Ro ved at grave Grund til Bygninger, og
til den praktiske Sans ved at sige, at man let paa
Torve kan lave Boder, hvilket vilde være af stor Be
tydning for vore Tjenestepiger, der da ikke behøvede
at løbe saa langt i Byen som nu(!).
Vi havde, imidlertid, inden vi fik den virkelige As
sistens- (eller Hjælpe-)Kirkegaard ude paa Nørrebro,
haft adskillige saadanne inde i Byen, og det er deres
Art og Beliggenhed, som bedre end noget andet vi
ser, hvor forfærdelige Forholdene egentlig var, og
hvilket enormt Savn denne Kirkegaard i Virkelig
heden afhjalp. I Pestens Tid i 1711— 12, da Folk døde
som Fluer, var det umuligt at faa Plads til alle Ligene
paa de gamle Kirkegaarde, og der var aldeles ikke Tid
til at grave dem ordentligt ned, i Almindelighed ej
heller Folk, der turde eller vilde paatage sig det Ar
bejde, saa Rakkerens Folk og de allerfattigste Stu