200 / 379
196
i Byen, viser, at de var Undtagelser. De af Bedeman
den tilsagte Følger, der fulgte Liget fra Hjemmet til
Kirkegaarden, var helt op i Fyrrerne endnu de al
mindelige. En Mand som
Schorn
beretter da og'saa om
sine Formødres Begravelser, hvor han fra Hjemmet
som Dreng fulgte til Fods efter Ligbærerne ud til As
sistens Kirkegaard; saa lille, han maa have været,
da han ledsagede sin Oldemoder, maa han have taget
sig løjerlig ud med den lejede højtidelige Sørgekappe
med den store, flere Lag dobbelte Krave over Skulde
ren; mærkeligere endnu maa
dog Drengen
Rahbek
have set
ud, da han fulgte sin Moder;
thi da hans Fader Dagen for
ud havde faaet Øje for hans
ildrøde Haar, fandt han det
højst upassende, at han skulde
møde i saa festlig en Farve til
den triste Anledning, og han
gav derfor Ordre til, at Dren
gens Haar skulde sværtes med
Kønrøg for ikke at bryde den
højtidelige Stemning.
« T
7
Ji C1’1Tode’ i\/r i •
Men inden vi fik Assistens
efter Eckersbergs Maleri.
^
Kirkegaard uden Ports, gik
der en lang og voldsom Kamp for at faa Bugt med
den taabelige Overtro om, at man var nærmere Gud,
naar man laa under Kirkens Gulv eller ved dens Mur
inde i Byen. Og den, der førte de drabeligste og heldigvis
til sidst frugtende Slag, var Lægen og Digteren . J.
Cl. Tode
, der med denne Kampagne som med saa
mangen anden begyndte med at forarge for til sidst at
faa Ret.
Han siger, at man ikke ved at lade sig begrave
under Kirkens Gulv ofrer Røgelse til Guds Ære,
men Stank og Pestilens uden Røgelse til sine Efter
kommere. Mærkværdigvis indrømmer han »meget
høje Personer« et Hvilested i Kirken, som om de
stank mindre end de lavere. Han mener dog