198 / 379
194
Blandt de endnu eksisterende Grave i den indre By
er vel
Johannes Ewalds
bag Trinitatis den navnkun
digste.
Oehlenschlåger
giver i sit skønne Digt til Ewald
netop noget af det, der gør hans sidste Hvilested
symbolsk:
»Ved Issen: Kirken rolig i sin Sky
Ved Foden: Usseldom i store B y !
Her hellig K raft og Trøst, hist Sorg og Nød
Du stodst i Livet, som du laa i Død.«
Og da vi nu just er paa Vej ud mod Assistens
Kirkegaard, den første, der blev anlagt udenfor Byens
Volde, som Johanneskirken er den første Kirke, der
er bygget der udenfor, er det ganske naturligt, at vi
minder om, at det netop var i Aarene omkring
Ewalds
Død, 1780’erne altsaa, at Københavnerne oplevede at
se de første frivillige Ligfolger, det var
Henrik Gerners
og
Johannes Ewalds;
og begge havde de Karakteren
af Demonstrationer, ikke saa meget til Ære for selve
den døde som mod de Personer, man med Ret eller
Uret mente var Skyld i deres Død.
For Gerners Vedkommende gik det saaledes til, at
man mente, at han, den glimrende og geniale Marine-
konstruktør, var blevet hæmmet og drillet i sit Arbejde
af Marinens forhadte Generalsekretær, Geheimeraad
Rosenkranlz,
saa at Ærgrelsen herover havde frem
skyndet eller -—- som man rent ud sagde det under Op
hidselsen i Klubberne — foranlediget hans altfor tid
lige Død. Der prægedes Medailler for ham, der lavedes
Epigrammer, som f. Eks.:
»Da Pallas saa ved
Gerners
Grav de Danskes Taarer rinde,
elsk — bød hun — saa i Live den, som I hans Lige finde.«
Og rundt om i Byen standsede Venner hinanden og
sagde: »Gerner er død«, ja, selv fremmede tiltalte,,
efter hvad
Rahbek
fortæller, hinanden med lignende
Udbrud. Kronprinsen maatte, hvor nødigt han vildey
give Møde ved en officiel Sørgefest i det kongelige
Landhusholdningsselskab, og da Gerners Ligbegæn-