199 / 379
195
gelse skulde gaa for sig, bares han, ligeledes efter hvad
Rahbek
i sin hvidglødende Begejstring beretter, til
Jorden »paa Danmarks Skuldre. Det danske Folk over
leverede ham til Udødeligheden, medens mangen
mægtig og højbaaren Herre alt længe er undflyet sin
forskyldte Skændsel i Forglemmelsens evige Nat.
Studsende saa man for hvert Skridt, man gik, Skaren
vokse og vokse; med Glæde saa man endog sine Uvenner
der; thi det var, som om Fædrelandet den Dag havde
ophævet alt sit Had mellem sine værdige Sønner, og
man agtede og yndede dem, fordi de var retfærdige
mod Gerner. Det var et betagende Syn at se denne
mylrende Vrimmel om Kisten, den blandede Skare
af alle Aldre og alle Stænder, alle. utaalmodige efter
at blive delagtige i den Ære at have baaret denne
store Mand til Hvile, alle stundede frem mod Kisten,
som hine fromme andægtige mod een dem hellig
Relikvie eller som kærlige Venner mod en bortdra
gende broderlig Vens sidste Favntag.« Højtideligt en
der
Rahbek
sin Beretning: »Jeg har stundom hørt
Mængdens Skrig; men den Dag hørte jeg Danmarks
Stemme.«
Hvor retfærdige disse Angreb paa
Gerners
Bane
mand har været, er ikke let at bedømme; man men kan
med ganske bestemt Sikkerhed hævde, at den Skare,
der i Marts 1781 fulgte
Ewald
til Graven, havde givet
sin Demonstration en fejl Adresse, naar den rettedes
imod Medlemmerne af Det norske Selskab, der lige
saa lidt havde gjort ham noget ondt, som de kan have
Ansvaret for de Pøbeldemonstrationer, der faa Dage
efter skændede hans friske Grav. Demonstrationerne
burde have været rettet imod hans letsindige Moder,
der pinte Sjælen ud af Livet paa ham, paa hans bi
gotte Formynder, Præsten
Schonheyder,
der ikke for
stod et eneste Ord af
Ewald,
og mod de Autoriteter,
der til sidst lod ham sulte ihjel.
Men netop den Omstændighed, at to saadanne Lig
følger vakte Opsigt og gav Anledning til Diskussion
13
*