309 / 379
305
Lange og bitre var Kampene mellem Sverige og
Danmark, og vi skal jo helt ned til 1814, inden de
hører op. Men derefter udvikler der sig ganske stille
et Samarbejde mellem de to Lande, som tager Fart
og giver sig mere haandgribelige Udslag i Skandi
navismens store Dage, men sikkert har loddet en
langt dybere Grund og knyttet langt fastere Baand
derved, at de to Nationer gensidigt har været Gen
stand for Indvandring. Ganske stille er saaledes den
svenske Koloni her i København vokset stor og stærk.
Allerede i 1910 fandtes der saaledes i København
og paa Frederiksberg tilsammen 19,173 Svenskere,
som har faaet deres Hjem her og hører til Byens
driftigste og bedste Borgere, en Kolonisation, vort
Naboland kan være stolt over, og vi være det tak
nemlige for. Det er ikke Folk, der selv ynder at gøre
sig bemærkede; det er stille, driftige Borgere, hvis
Hovederhverv fra først af var at søge i de tjenende
Klasser og Arbejderstanden, men som senere mere
og mere tilfører Haandværk og Industri udmærket
dygtige, friske Kræfter, ligesom vor Handel har nydt
godt af svensk Flid og Foretagsomhed.
Det var ikke saa underligt, at denne Koloni maatte
føle Trang til at slutte sig sammen om fælles natio
nale Interesser i det fremmede Land, og allerede i
1867 finder vi da ogsaa Svenskerne samlede i Sven
ska nationalforeningen, der paa udmærket Vis har for-
staaet at virke for det, der var dem fælles.
Naturligvis var Trangen til Gudstjeneste tidlig vaa-
gen; men i lange Tider var de Svenske henviste til
den danske Kirke. Da var det i 1894, at Domprovst
Pehr Ekluncl
fra Lund begyndte at holde sine sven
ske Andagtsmøder for de mange Sømænd, der kom
hertil, i Bethelskibet; men det viste sig hurtig, at
dette ikke var nok. I 1900 androg Professor
Seved
Ribbing
sin Begering om Ansættelse af en svensk
Præst i København. Det lykkedes, og der samledes
en ikke ringe Menighed omkring den afholdte og højt
Knud Bokkenheuser: Det gamle København I.
20