315 / 379
311
bævende Hjerte fortælle, at han havde handlet paa
egen Haand, og at hans Forældre aldrig vilde give
deres Samtykke. De vilde have, han skulde være Sko
mager.
Rasende raabte Siboni: »Cosa! sono stapidi! Tu
Skomakere! Slutre, Slatre! Tu være Sankere!«
Christian indvendte, at det slet ikke kunde nytte
noget, at han talte til sine Forældre om dette. »Kut!«
raabte Siboni. »Saa jeg tale til dem derom. Morgen
jeg komme hos tine Forældre.«
Næste Dag gik Christian ængstelig og ventede; det
trak noget ud, og han begyndte at frygte for, at
Sibonis Løfte kun var en Kunstnernykke, at han
saamænd var altfor fin til at vove sig ned i den simple
Stue. Pludselig viste imidlertid Sibonis statelige Skik
kelse sig i Kælderdøren, og Madam Hansen, som var
alene til Stede dér med Drengen, blev yderst forfær
det, og da han begyndte paa sit Kragemaal at for
klare, hvem han var, og hvad han vilde, troede hun,
han var gal. »Sie aben en Sohn, An blive Sankere!«
begyndte Syngemesteren. Da det endelig gik op for
den skikkelige, men bestemte Madamme, hvad det
drejede sig om, svarede hun rolig: »Nej, Christian
skal være Skomager!« Nu blev Siboni rasende, [fo’r
op og slog i Bordet og raabte: »An blive Sankere,
det sige jeg!« — »Og jeg, som er hans Moder, siger
Dem, at han skal være Skomager,« lød det med et andet
Slag i Bordet.
Striden fortsattes under stigende Heftighed, me
dens den ulykkelige Christian stod forknyt og hørte
til, indtil pludselig Siboni vendte sig imod ham i
hele den imperatoriske Vælde, der af Naturen var
lagt i hans fornemme Personlighed, og med stærk
Stemme sagde til ham: »Høre Tu! Jeg sike dig: De
hikke gøre dig Skomakere! Diavolo, no, mai! Men
jeg gøre dig Sankere! Eh bien! Jeg sike: Komme til
mig, jeg give dig spise, jeg give dig at glæde dig po,
jeg give dig Penge po Lomme til Hus — og Tu blive