DetGamleKøbenhavn

309

Kældere her paa Vejen fra Skibene til den store By

var her i 1812 Keglebane og Beværtning, hvor Sø

folk og Smaaborgere søgte hen i deres Fritid. Værten

hed

Hansen,

og han og hans Kone sad godt i det,

da de selv alene passede Forretningen. Den 24. Maj

det nævnte Aar var Madammen dog lovlig undskyldt

for at tage Del i Arbejdet; thi paa denne Dag skæn

kede hun sin Husbond en stor og dejlig Dreng, der i

Daaben fik Navnet

Christian.

Christian

voksede til, fik han Lov til at rende

ud og ind i Beværtningen, og det viste sig hurtig,

at han havde ganske ualmindelige musikalske Ev

ner; han spillede paa Violin »efter Gehør« for Knej

pens Gæster, og disse fik Faderen, der jo sad godt i

det, til at lade Drengen uddanne. Han fik da Under

visning hos Kapelmusikus

Wexschall,

der var Byens

bedste Lærer og hurtigt fik et godt Besultat ud af

Drengen, der dog stadig maatte lide under Wex-

schalls ubændige Hidsighed. At han har været til

freds med sin Elev, fremgaar deraf, at han, da han

paa Grund af Bortrejse gav en Elevkoncert, tog den

lige konfirmerede Christian med. I sin Befippelse

gjorde den unge Fyr en Fejl i et vanskeligt Stykke,

og ude af sig selv af Baseri herover slog Wexschall

ham i Publikums Paasyn med sin Bue over Fing

rene. Dette var den ærekære Dreng for meget, han

tog sin Violin og gik, og man kunde ikke faa ham

til at fortsætte sin Undervisming. Faderen, der ikke

forstod denne Art kunstnerisk Æresfølelse blev vred

over sine mange spildte Penge og besluttede, at Søn

nen skulde i Skomagerlære; han blev da sat i Lære

hos en Skomager

Leske,

som pryglede ham med Spand

remmen, og en skønne Dag løb Christian af Lære.

Faderen vilde nu jage ham hjemme fra; men Mode

ren var nok saa praktisk, hun fandt en anden og mere

skikkelig Skomager, som lovede at være mere god

ved Drengen, og han var sikkert endt som Skomager,

hvis ikke noget mærkeligt var hændt ham forinden.