104 / 193
man en dyb stemme sige: »Det er hørt!«. Præsten bad en bøn, og kirken
tømtes under orgelspil.
Ifølge med adskillige andre kirkegængere blev jeg nu fra St. Hans Torv
af trængslen ført hen mod Fælleden, hvor husarer med sabler splittede
mængden og drev en del af den ud mod Store Vibenhus. Man hørte råb
og skrig af indignation, men også latter og brandere fra folk, der i deres
hjerters enfold troede, de var ude på kommers...
Under dette befandt jeg mig på Fælleden, hvor ophidsende talere
stående på mænds skuldre, opfordrede tilhørerne til modstand. Der blev
kastet sten og hestepærer på soldaterne, og da en ung husarofficer ram
tes af et projektil, kommanderede han: Frem! Et voldsomt sammenstød
fandt sted, men det blev uafgjort, idet et nyt og uanet våben med virk
ning blev bragt i anvendelse. En sværm af mænd, belæssede med snus i
pakker, uddelte disse og styrtede selv frem og slog husarer, betjente, dyr
og mennesker snus i øjnene. Et øjeblik tumlede snuskastere og soldater,
betjente og militærpersoner, pæne arbejdere og regulære bisser om
imellem hverandre i vild forvirring, blændet af snusen, der sved i øjnene,
og under hyl og hvinen trampet på af politi og rytteri. Blind af snus blev
jeg flere gange væltet omkuld og trillet rundt, mistede min kasket og fik
det ene trøjeærme revet i las. Fortumlet styrtede jeg afsted,- det regnede
med knytnæveslag og spark, og først da jeg befandt mig i alleen og kun
ne samle mine tanker, stod det mig klart, at jeg havde oplevet noget
usædvanligt. Det stod mig også klart, at mine møre lemmer længe ville
minde mig derom. Men selvfølgelig. Anderledes var det ikke, når man
gik til revolution!«.1
Revolution blev det nu ikke til, tværtimod. Lederne blev idømt lange
fængselsstraffe og Internationale forbudt. Men »slaget på Fælleden« gik
over i den socialdemokratiske mytologi ikke mindst i forbindelse med 1.
majdemonstrationerne. Også de foregik på Fælleden og blev i 1890erne
stadig sammenlignet med 5. maj 1872. Der var ligheder i og med det sto
re magtopbud, men også forskelle, først og fremmest den, at myndighe
derne ikke længere vovede at forbyde selve mødet.
Den voldsomme undertrykkelse i 1872 satte den spæde arbejderbe
vægelse tilbage, men formåede ikke at knække den helt. Bevægelsen
samlede nye kræfter, og fra begyndelsen af 1880erne kom der atter fart
over feltet.
Søren Federspiel
102