106 / 193
kvisten. Det faglige arbejde havde tidligt interesseret ham, han indså
nødvendigheden af faglig organisering og kunne samtidig snakke for
sig. Allerede på Scandia havde han ene fynbo blandt lutter jyder lært at
klare sig blandt kollegerne, og i København blev det Jens, der skulle hol
de talen for Bernhard Schrøder ved firmaets jubilæum. I Odense havde
han været med til at oprette en fagforening og i hovedstaden blev han
snart aktiv i Malernes Fagforening af 1881.
I slutningen af 1880 havde Jens truffet sin tilkommende, Julie. Hun
stammede fra Helsingør, hvor faderen Jens Hansen var skibstømrer. Ef
ter hans død i 1876 måtte Julie hjælpe moderen med at holde sammen
på hjemmet. Hun kom tidligt ud at tjene, først i Helsingør. Siden blev
også hun draget af storbyen, hvor hun fik plads i et herskabshjem.
I Odense havde Jens været forlovet med Marie, hun var også tjeneste
pige, men det var gået i stykker, efter at han rejste til Randers. Med Julie
var det anderledes, efter et par års forlovelse giftede de sig, og han be
gyndte at overveje eget værksted.
Jens var i og for sig ganske godt tilfreds med at være hos Bernhard
Schrøder. Om vinteren arbejdede han i København, om sommeren på
landet med at dekorere lofter og marmorere vægge, men det var et lidt
omkringfarende liv. Samtidig lå de gamle håndværkertraditioner ham i
blodet. Han havde haft planer om at tage på valsen flere gange, men det
var aldrig blevet til noget, en anden tradition gik på, at når en svend gif
tede sigmåtte han se at blive mester.Jens forhørte sig derhjemme på Fyn
om mulighederne, faderen undersøgte sagen, men det var ikke så ligetil.
Dertil kom, at Jens var blevet stadig mere involveret iMalernes Fagfor
ening. Som sekretær i foreningen havde han fået ry for at kunne rede trå
dene ud og få styr på tingene.
Nu trak det op til, at de ville have ham som formand. Men Jens vidste
godt, hvad det kunne føre med sig af ubehageligheder med mestrene,
ikke mindst hans egen. I en konfliktsituation kunne han meget vel blive
sortlistet af arbejdsgiverne som formand for fagforeningen, det var set
før.
Jens var pligtopfyldende og kompromisløs, var han fagforeningsfor
mand, måtte han tage, hvad hvervet medførte, og det mente han ikke at
kunne byde sin kone og kommende familie. Det kunne gå for en ung
karl, men som familiefader var det for usikker en tilværelse. Også derfor
søgte han at blive mester, og allerhelst hjemme på Fyn. Men det faglige
engagement og den socialistiske overbevisning, som læsningen gradvis
Søren Federspiel
104