107 / 193
førte ham frem til, trak i modsat retning - i retning afKøbenhavn, det so
cialistiske miljø i hovedstaden og de mange praktiske opgaver, der ven
tede på at blive taget op i den unge arbejderbevægelse. I virkeligheden
var han kommet til at holde mere og mere af fagforeningsarbejdet. Det
at kunne hjælpe kollegerne og se resultaterne: Flere medlemmer,bedre
styr på tingene, mestrenes respekt og ikke mindst de små forbedringer,
der begyndte at vise sig i arbejdsforhold og lønninger, altsammen var
det opmuntrende og lovende for fremtiden. Fagforeningsarbejdet lå for
ham og tiltalte hans sans for orden og systematik. Alligevel, han kunne
ikke bygge sin og familiens tilværelse på optimisme alene, der skulle
også brød på bordet.
Jens' dilemma blev løst, da fagforeningsbestyrelsen tilbød ham ansæt
telse med løn -p å deltid ganske vist.Det gjorde udslaget,han sagde ja og
i april 1883 blev han formand for Malernes Fagforening. Dermed var det
første skridt taget på vejen til at blive professionel fagforeningsmand,
det næste kom snart efter og i 1884 forlodJens værkstedet for at bruge al
sin tid og energi på den faglige organisering. Maler Jensen blev snart en
kendt og agtet skikkelse i fagbevægelsen.
MalerJensen
I Malernes Fagforening fik Jensen gennemført en ny priskurant for ma
lerarbejde og i 1885 begyndte han udgivelsen af Fagtidende for Malere,
som han selv blev en flittig bidragyder til og redaktør af.
Han kendte arbejdsforholdene i provinsen og vidste, hvor vanskeligt
det kunne være at få oprettet lokale fagforeninger. 1 1887 drog han der
for på agitationsturne rundt i landet og fik lagt grunden til flere fagfor
eninger.
Et landsdækkende forbund for malere fik han derimod ikke stablet på
benene. Det skyldtes ikke mindst, at han i mellemtiden var blevet ind
draget i internationalt fagligt arbejde, et felt, der i stigende grad optog
ham. Sammen med partilederen P. Knudsen var Jensen med til i 1886 at
arrangere den første skandinaviske arbejderkongres. Kongressen i Go
teborg anbefalede oprettelse af fællesorganisationer i hver enkelt by til
koordinering af de faglige aktiviteter, og faktisk fik de to ledere i dansk
arbejderbevægelse hovedindflydelsen på de principper for faglig orga
nisering, der blev fremherskende i Skandinavien. Sagen var, at mange
svenske og norske fagforeningsfolk stod fremmede eller skeptiske over
for socialismen. Stærkt delte meninger om forholdet mellem fagligt og
1. maj, Fæ lledparken og borgmester Jensen
105