106 / 387
En Tu r til Skoven i gamle Dage.
Forunderligt! Om vi nok saa ofte have oplevet Foraarets
Komme, om vort H aar er blevet graat, og vore Følelser i
Aarenes Løb under Livets T rængsler have m istet deres F risk
hed og Varme, gjennemstrømrries vort H jerte dog altid af
noget forhaabningsfuldt, naa r Løvspringet glæder vort Øje, og
naar Blomsten dufter os i Møde. Denne Følelse fortæller os
0111
de oplevede Fo raar, den vækker smukke Minder i vort
Bryst og bringer det til at svulrne af Haabet om en Gjenfødelse
i uskyldig Nydelse.
Se, Skoven vinker med sit friske Løvtag, med sin Sommer
lyst, med sine skiftende Naturscener. Ud derfor i det fri!
Lad enhver, som hænger ved de gamle Minder — en T il
bøjelighed, der er uskyldig og naturlig, fordi Vane og E rin
dringer virke mægtig paa Gemyttet — søge de Steder, der
gjemme saadanne, søge dem der, hvor Bøgen breder sine
Kroner, hvor H jort og Hind græsse, ud i Skoven, ud til
Dyrehaven; lad os gjæste Kirsten Pil.
Kirsten Pil — Dyrehaven — Skov! hvilken Forfriskning
er der ikke i det blotte Navn? Det er som et svalende Pust