109 / 387
108
En Tur til Sk o v en i gamle Dage
Vi nærme os Lyngby. Der kommer nogle kongelige Vogne,
den ene med fire Heste for og en Forrider. I den aabne Ka
leche sidde en H e rre og en Dame, og vore Hatte flyve af.
Det er P rinds Christian og hans Gemalinde, et dejligt P a r
at se til. De gjøre en Morgen udflugt fra deres skjønne Sorgen
fri. Vi ere ganske stolte af at have mødt dem, det er en lille
Episode i vor Tur, og vi fortælle siden til alle, hvor artig de
hilste os, som om vi vare gode gamle bekjendte.
Nu videre ad Landevejen mellem smilende Marker, bug
nende af en frodig Sæd med dens forskj ellige Skatteringer.
Vi nærme os Skovpartierne, og nu ere vi ved vort første Be
stemmelsessted. En høj, stejl Bakke fø rer derop. Hans Polisk
tager Tømmen fra mig og lader Øjet betænkelig flyve over
den stæ rk t belæssede Vogn. Fade r mener, at det er bedst
at stige af og gaa Turen. Hans tror nok, at Øgene kunne
trække, men det var dog ikke af Vejen, at Vognen blev noget
lettet. Vi efterkomme Vinket, og i en F a rt ere vi n-ede af
Vognen. Kun Bedstemoder bliver siddende, hun h a r saa ondt
ved at komme ned, det gamle Skind, og der er da ogsaa et
godt Stykke Vej til Søllerød Kro.
Her ere vi da. Vi ile ud i Haven. Hvor der er smukt! Et
sandt Schweilzerlandskab, bemæ rker Studenten. Overalt mø
der Øjet de skjønneste Udsigter. Man ser ud over den skov
kransede Sø med Kirken og Præstegaarden til venstre Side,
en Mængde af Skovgrupper og Bugter langs Søbredden og
den lille Landsby Øverød til hø jre med dens brune Tage og
enkelte teglhængte Bygninger. I Øverød, siger Studenten, lig
ger Suhms Gaard, nu forfalden, men engang et Sæde for
Kunst og Videnskab.
Dog, den lange T u r i den friske Luft h a r skærpet vor
Appetit, som iøvrigt under almindelige Omstændigheder intet
lader tilbage at ønske. Moder og Bedstemoder og Jane (saadan
hedder min ældste Søster, det er egenlig en Skam, at jeg
h a r glemt at præ sen tere hende for Læseren, hun er nok
værd at se paa) og Jfr. Petersen — som, skjønt hun er Gjæsl,
dog mener at burde gjøre Gavn — ere i Fæ rd med at dække
Bordene i den store Stue. Nu lyder Signalet, og vi tage Plads
ved Bordet. Hvilken Overflod af dejlige Ting! Bare jeg kan
faa Appetit til det altsammen, i det m indste maa jeg have
lidt af hvert. Vi tage for os af Retterne saaledes, at vi kunne
sige Sparto til de homeriske Helte. Der er et P a r F lasker
Vin med, men de ere kun til de voxne. Fader skænker i
Glassene, og saa siger han, efter at have nikket til os alle