![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0106.jpg)
106
En Tur til Sk o ven i gamle Dage
fra Løvhanget i Sommervarmen, en kvægende Skygge, en
Skiften af Solskin og mystisk Dæmring. Fuglen synger oppe
i Træet, jeg fo rstaar saa godt dens Kvidren, den spørger mig,
om jeg kan huske, da jeg var her — for mange, mange Aar
siden, i min Barndom. Om jeg kan huske det!
Den store, firstolede Holstenskvogn holdt for Døren. Vi
skulde alle ud i Skoven, Fader, Moder, Bedstemoder og vi
Børn. Der var endnu nogle Pladser, og saa havde Moder
ment, at vor skikkelige Værtinde, Mad. Petersens nette Datter
Lise og hendes Forlovede, Studenten, skulde være med, og
det vilde de selvfølgelig gjeriié.
IIvo kan beskrive den Glæde, vi Børn følte, da endelig den
lykkelige Morgen oprandt, som vi havde talt om fire Uger i
Forvejen, og som vi havde frydet os til saa inderlig. Det var
den eneste Skovtur i Sommerens Løb, Fader havde Raad til,
og man kan tænke sig vore Forventninger. Jeg var tre Gange
oppe
0111
Natten for at kige ud ad Vinduet. Vejret var præg
tigt, mildt og k lart, ikke en Sky paa Himlen. Vi skulde af
sted Kl. 9, men vi Børn vare alt paa Benene Kl. 6, og Kl. 7
vare vi i vor fulde Pynt, jeg i gule Nankins Buxer og den
grønne Kasket med Kvasten i Toppen. Jeg skulde sidde ved
Siden af Fader mellem ham og Kusken — hvor mageløst!
Jeg fik maaske Lov til at kjøre Hestene. Med el ska rp t Blik
anstillede jeg en fysiognomisk Undersøgelse af den i en tyk
biaa Vadmels Chenille med 12 Slag indhyllede Kusks vejr
slagne Ansigt, og hans godlidende Mine varslede godt for min
Forhaabning om at m aatte agere Hestebetvinger.
Paa et Bord i Dagligstuen er der opstablet alle de gode
Sager, vi skulle have med. Den mægtige Skinke, Lamme
stegen, Stikkelsbærgrøden (oli!), Søsterkagen (oli!), Lax, Rom,
Citron og Sukker, Dækketøj, Knive og Gafler, Tallerkener,
Kaffekanden, ja selv en Kaffepose, thi, som Bedstemoder
meget rigtig bemærkede: Man kan ikke stole paa disseliersens
Kaffeposer ude i Skoven, man ved ikke, livad de
ere
af,
eller hvorledes det egenlig h a r sig med dem — og saa for
talte hun en lang Historie om, hvorledes Kaffen ved en Skov
tu r for ti Aar siden havde havt den underligste Smag af
Verden, saa at hele Fornøjelsen var bleven forspildt. „Fo r,“
sagde hun, „at faa sig en rigtig god Kop Kaffe efter Middags
maden, det er dog det fornøjeligste ved en Skovtur." Nu
bæ rer vor gamle Dorthea Sagerne ned i Vognen, og med den
største Omhyggelighed pakker Kusken dem i Magasinet. Han
korser sig over al den Velstand, og da Raden kommer til