111 / 387
110
En Tur til S ko v en i gamle Dage
Fileværket, forbi Eremitagen, gjennem Ulvedalene; men alle
de Naturskjønheder, der her aabenbare sig, have vi kun lidet
Øje for. Vi ere altfor spændte. Selv Dyrene, der græsse hist
og he r under de høje Bøge, ere kun forbigaaende i Stand lil
at fængsle vor Opmærksomhed. Vi have andet at tænke paa,
vi skulle jo i Dyrehaven — det vil sige paa Bakken og ned
ved Kilden. Nu se vi Røgen opstige bag den grønne Hang,
nu hø re vi Trommens hule Bom! Bom! nu høre vi den
skingrende K larinet ved Rundgyngerne, nu se vi Teltene.
Vognen holder, og i et Nu ere vi nede. O underfulde Verden!
„Her Bakken er, som vi vil gjæsle.“
„Se Dan'ds og Gynger,
Voxkabinet,
Se Slanger og Kamæleoner,
Hør Bonden synger
Ved Hakkebrædt
Om Elskov og Napoleoner,
Men det er lutter Jux og udenlandsk;
Se her den store Stud, thi den er dansk.
Hæv Dig, min Barm!
Sangen saa varm,,
Saa national for Danmark toner.
Se Panoramer
Og hvide Mus
Og i et Kar en Søbataille;
Se Jakels Dramer,
Se Mangens Hus,
Se Modens Baand,
couleur de paille,
Beridere med hvide Fjer paa Hat,
Og skjønne Ting af vor Kunstkammer-Skat,
Se, hvilket Læs,
Dyrehavsgæs,
Honnette dels, og dels Kanaille.“
Men vi ville ikke følge Digteren videre; han slaa r for
meget i Hartkorn. Nydelserne ere rige, og for ikke at over
vældes maa man lage dem efterhaanden, lidt ad Gangen,
systematisk. Vi gaa op ad Bakken, ah, der er den gamle Jøde
under T ræet med sin Kompagnon. Han h a r siddet her i
henved 40 Aar og er lige rask og vever, skjønt onde Tunger
paastaa, al han holder meget af Flasken. Han maa have en
lille Skilling, siger Fader, men saa have vi ogsaa Ret lil al
høre paa ham. Han sæ tter sin Paryk paa, d rejer den om,
saa at Ansigtet faar et bistert-komisk Udtryk, og idel han
akkompagnerer sig selv paa Guitar, medens hans Følgesvend,