115 / 387
En Tur til Skoven i gamle Dage
113
O, skjønne Dage! lyse, fri,
Med Glands og Sol foroven,
Med Sang ved Roden — Melodi, —
Og tusind Sjæles Harmoni
I Jubel gjennem Skoven —
Farvel, farvel, Du gamle Svend,
Dit Øie maatte briste.
Jeg kan ei følge Dig didhen;
Dog gjerne skjænkte jeg min Ven
Af Træet her en Kiste.
Men lad kun Støvet gaa til Ro!
Her bag de friske Blade,
Her skal din Aand i Stammen bo,
Hvor Marv og Ved tilsammengro,
Hos mig, hos din Dryade.
Her sidder Du bag grønne Blad,
Naar Dagen er paa Himmel, —
Og hører Sværmen hist saa glad,
Som da Du selv derude sad
I Menneskenes Vrimmel.
Herfra Du vandre skal i Kvæld,
Naar Liv og Larm forsvinde,
Hen til Fru Kirstens klare Væld:
En venlig Alf til Skovens Held —
Du vandre skal med hende.
Her skal Du høre mangen Gang,
Naar Stjernehæren pranger,
Den Nattergal i stille Vang,
Som fløiter rørt en Mindesang
For Skovens ældste Sanger! —
Men vi maa videre, vi lade os ikke opholde af de ambu
lante Kunstnere med og uden Ben, seende og blinde, der
spille paa Fløjte og Violin; vi lade os heller ikke lokke af
Fortunaspillet eller af Dandseboden; der er ganske andre
Ting, som vi maa se. Aha, der er Perspektivkassen anbragt
paa en Kurvevogn og forsynet med ti Glas. Det koster 2
Skilling at se alle Herlighederne, og Fader har intet imod
at udrede denne Udgift. Fjerens Ægtemage, en korpulent
Dame med gloende røde Baand paa Kappen, troner paa Vog
nen og opregner med en Stemme, der vidunderlig varierer
mellem den fineste Fistel og den dybeste Bas, alle de Herlig
heder, som her ere at se. „Her ser De Slaget ved Austerlitz;
ham den lille med den trekantede Hat og den graa Frakke —
J. Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn
8