121 / 387
En Tur til Skoven i gamle Dage
119
om en italiensk Syngeinester, der paa en Tur gjennem Skovs
hoved nær var bleven rendl omkuld af „en lille Flæsk“. Vi
skimte nu tie hvide Telte .mellem de grønne Trær i Char-'
lottenlund, vi høre Kastels jægernes Hornmusik under det store
Egetræ; vi svinge nu ind ad Indkjørselen, og i en Fart ere
vi ved Grøndals, hvor vi skulle spise til Aften.
Her paa Højen er el prægtigt Bord ledigt. Det var kjønt af
de Folk, at de rejste sig ved vor Ankomst. Nu op med Varerne,
Mutter! Vi ile til Vognen for al hente al Ting, vi ase og slæbe,
og vi gjøre det gjerne, thi Lønnen er vis. Vi ere allesammen
sultne, Maden skal smage! Saa skulle vi i Skovløberhuset have
kogt Vand til Punschen. Medens de dække Bordet, følge vi
med Studenten hen til Gyngen, for at vi ogsaa kunne faa en
Tur. Hvor den flyver højt op over Musiken fra Dandsepladsen.
Gyngefolkene spørge, om vi kunne se „lvjøge Høns“. Men
nu tilbage til Højen. Hvor Bordet er sirlig dækket — der er
kun Levninger, men hvilke Levninger! Nu er Punschen til
lavet, og der er skjænket i Glassene. Saa en Sang, Hr. Stu
dent, De maa synge for, og vi andre sekundere. Lad os faa:
„Duftende Enge og kornrige Vange“, den kan vi alle. — Og vi
synge allesammen, og vore Stemmer tage sig smukt ud i den
rolige Aftenstund, og nedenfor Højen standser man for at
lytte,
Men nu lyder Dandsemusiken saa fristende. Studenten tager
sin Kjæreste, jeg tager Jane, og vi faa os en lystig Svingom,
ikke paa Dandsepladsen, for det er ikke rigtig pænt, men i
Haven mellem Bænkene. Ogsaa Fader og Moder smittes af
Dandselystigheden, de forsøge at komme i Trit, og det gaar
nok saa godt.
Hvem skulde tro, al Fader kan dandse saa
flinkt endnu, om Moder havde vi vidst det længe. Bedste
moder sidder og ser lil. IIun tænker inaaske paa sin Ungdom,
da hun ogsaa dandsede her ved Gyldenlund, for det hed ikke
Charlollenlund dengang. Det var under Struensee, fra hvilken
Tid hun ved al fortælle saa mange Historier.
Men Klokken er henved elleve — Gud! hvor dog Dagen er
gaaet hurtig, altfor hurtig, tænke vi Børn! Nu maa vi lijem.
Hans Polisk skal spænde for. „Men først et Glas paa Fald-
rebet,“ siger Fader. „Ikke sandt, Børn, det var en rigtig rar
Dag. Lad os haabe til Gud, at vi til næsle Aar ligesaa raske
og ligesaa vel lil Mode maa komme i Skoven igjen.“ Derpaa
klinkes der — og vi istemme et skingrende Hurra.
Hans Polisk har nogen Vanskelighed ved at lægge Tøjet
paa Hestene. Dette i Forbindelse med lidt lallende i hans