GamleKongensKjøbenhavn

En gammel Herres Erindringer

125

kende, om Sommeren, koldt og fugtigt om Vinteren. Det var,

som om Aandedrættet blev tilsnøret. De kan derfor tænke

Dem, at jeg var rigtig iglad, naar jeg kunde slippe ud i det

fri, naar Fader og Moder tog mig og mine Søskende med ud

i Kongens Have eller om Søndagen ud paa Frederiksberg. Som

voxen Mand har jeg færdedes meget ude, gjort Rejser tildels

for min Fornøjelse — thi jeg har havt Raad dertil — i Frank

rig, Italien, Schweiz, Tydskland, men aldrig har jeg følt en

saadan Glæde som paa disse Ture i min Barndom. Det var

ogsaa en af disse Ture, der skabte mit Livs Lykke og gjorde

mig til den Mand, jeg er. Tror De paa Tilfældet?”

„Hvorledes mener De?“

„Jeg mener,

0111

De tror, at Tilfældet egenlig er det, som

bestemmer vor Livsskæbne? Det er min faste Tro, at ingen

Fugl falder til Jorden uden Guds Villie — men det staar

heller ikke i nogen Modsigelse til Troen paa Tilfældet, gjen

nem det kan Guds Finger vise sig, og hans Veje ere usporlige.

Og naar De selv husker Dem om, vil De dog vistnok er-

kjende, at Tilfældet ogsaa har spillet en fremragende Rolle

i Deres eget Liv. I alle Forhold gjør det sin Virkning gjæl-

dende. De fleste af vore Planer og Hensigter bestemmes deraf.

Ganske vist ere vi medvirkende; paa vort eget Arbejde, paa

vor egen Virksomhed, paa vor egen Villie beror for en Del

vor Skæbne, men hvor ofte kan ikke selv det ubetydeligste

Tilfælde tilvejebringe en aldeles uventet, en aldeles uberegnet

Vending i vor Livsførelse, og mit Liv er et talende Bevis

derpaa.

Ser De, kjære Herre, havde min Fader ikke en Søndag

for mange Aar siden — jeg var dengang ni Aar gammel, og

nu er jeg over de halvfjerds — havde han ikke tilfældig faaet

den Idé, at vi skulde gaa en lille Tur ud til Frederiksberg,

da det tilfældig var saa ,smukt Vejr den Dag, saa er jeg

sikker paa, at mit Liv havde faaet en ganske anden Retning,

og at jeg ikke var bleven den Mand, jeg er nu. Nu vel, vi

skulde en Tur til Frederiksberg. Da vi havde spist til Mid

dag, begav vi os paa Vejen, Fader og Moder og vi Børn, jeg

skydende paa en lille, af Fader bygget Barnevogn — han var

nemlig Hjul- og Karethmagersvend — hvori det yngste Barn

var, en lille Pige, og vor Aftensmad. Jeg vil ikke dvæle ved,

hvorledes vi morede os. Det var det yndigste Vejr. Vi lej

rede os i Græsset, vi legede Tagfat og Skjul, og saa liørte vi

ved Slotstrappen den dejlige Musik af 2. Jvdskes Hoboister

„Hoppegister

kaldte man dem dengang. Og saa skyndte vi