126 / 387
124
En gammel Herres Erindringer
„Paa ingen Maade,“ svarede jeg; „som det lader til, nærer
De ligesaa stor Sympathi som jeg for den gamle Konge, som
staar der, og vel ogsaa for den prægtige Have.“
„Det har De fuldkommen Ret i, og maaskc mere end de aller
fleste. Men det har sin Historie. Jeg maa sige Dem ganske op
rigtigt, at denne Sympathi for gamle Frederik, hvor stor den
end altid har været hos mig, og det af gyldige Grunde, er til
taget, netop fordi det jo hører med til Tiden at nedsætte ham
og hans Gjerninger. Jeg er en Mand af den gamle Skole, og
livorvel jeg paa ingen Maade undervurderer de Fremskridt,
som Tidens Krav have medført, saa finder jeg dog, at der
ved denne hastige og næsten hæsblæsende Udvikling er ved
Siden af mange Goder kommet meget frem, som næsten lader
mig ønske den Tid tilbage, man nu er saa villig til at rvnke
Næsen ad. Dog, jeg er kommen ind paa et Kapitel, der er min
svage Side, og som jeg derfor heller ikke vil dvæle videre ved.
Med Hensyn til det andet Punkt, Haven, skal jeg kun sige, at
det er mit Yndlingsopholdsted. Jeg bor ogsaa i Nærheden
og forsømmer næsten aldrig nogen Morgenstund at gjøre en
Rundaf her. Jeg har altid holdt af at færdes ude i det fri, i
Foraaret ligesom at holde Øje med, hvordan alt udfolder sig,
Trær og Blomster, om Sommeren, hvordan alt trives, og om
Efteraaret, hvordan alt efterhaanden, men dog paa en yndig
og tiltalende Maade, gaar den almindelige Opløsning i Møde.
Men jeg trætter Dem vistnok med min Snak . . .“
„Paa ingen Maade, det interesserer mig særdeles. Jeg vil
bede Dem at fortsætte. De talte om, at Deres Hengivenhed for
den gamle Konge har sin egen Historie. Hvis —“
„Aa, jeg forstaar, den vil De gjerne høre. De skal faa den.
Jeg ved ikke, hvori det ligger, men jeg tror, at naar man
bliver gammel, saa bliver man ogsaa lidt snakkesalig. I det
mindste er det saaledes med mig, jeg har aldrig før holdt af
at passiare, som jeg nu gjør — og det nu med en vildfrem
med. Men Deres Udbrud før gjorde mig saa godt, at jeg næsten
betragter Dem som en gammel Bekjendt. Nuvel, men før
jeg kommer til Sagen, endnu et Par Ord som Indledning. Min
Lyst til at færdes i det fri skriver sig fra min tidligste Barn
dom. Mine Forældre vare ubemidlede, ja egenlig fattige Folk.
Vi boede i en af de trange, stærkt befolkede Gader i Byens
østlige Del, Huset havde smaa Ruder, og sjælden saa jeg et
Glimt af Solen trænge ind i den lille Stue, der sammen med et
knapt Sovekammer udgjorde hele vort Husrum. Bedre var det
ikke i den Pogeskole, hvor jeg gik; der var lummert og tryk