122 / 387
120
En Tur til Skoven i gamle Dage
Svada tyder paa, at den Omhu, han har vist Romduriken ved
at gjemme den under Kuskesædet, har smagt noget af Egen
nytte. Fader er betænkelig med Hensyn til Kjørselens Sikker
hed paa Strandvejen mellem de mange Kaffemøller, som kryd
se hverandre, og han beder Hans at kjøre forsigtig. „Gode
Herre,“ svarer Hans, „De kan være ligesaa sikker paa min
Vogn, som om De laa i Deres Bedstemoders Dragkisteskuffe.
Øgene, de ved Besked." — „Det er meget heldigt,“ mener
Fader, henvendende sig til os, „for det lader til, at Hans for
Øjeblikket selv ikke ved synderlig Besked. Men jeg skal nok
passe paa, at der ikke sker noget galt.“
Nu ere vi alle paa Vognen, og under et skingrende Hurra
som Farvel til Skoven for dennesinde svinge vi ud paa Vejen.
Svingningen tyder paa en vis Usikkerhed, men vi sande Hans
Polisks Ord, at Øgene vide Besked. De have Følelsen af, at de
skulle hjem efter en møjsommelig Dag, og de løbe rask af
Sted, krydsende mellem de mødende Vogne. Det er en dejlig
Nat. Maanen er oppe, Havet glimrer i Sølvglands, og Træerne
staa i en magisk Belysning. Men jeg er ikke ganske mod
tagelig for de skjønne Naturscener, jeg er lidt træt og en Del
søvnig, og mine Øjne lukke sig.
Pludselig vækkes jeg, idet Vognen holder. Vi ere ved „Sluk-
efter“. Her holder en lang Række Vogne. Et Krus gammelt
01 med en Pind i er det almindelige Reglement, og det bør
vi heller ikke tilsidesætte. Efter længere Tids Forløb rækkes
det os, men vi finde ikke synderlig Behag deri, og nu af Sted
igjen. Mine Øjne finge atter Dvale — men bums! det er en
Vogn, der er kjørt paa os, eller vi ere kjørte paa den — der
opslaar
0111
dette Spørgsmaal en ivrig Strid mellem vor Kusk
og Kaffemøllens. Striden truer endog med at gaa over til
Haandgribeligheder, thi de ere begge sprungne af Vognene
for at faa fat i hinanden. Men Fader lægger sig derimellem,
og de skilles ad, efter at have vexlet venlige Høfligheder,
som „Bondekanin“, „Torskepande“ og desl. Da Eventyret er
gaaet for sig uden videre farlige Følger, morer det os kun og
har gjort mig aarvaagen.
Klokken er over 12. Østerport er lukket, og vi maa der
for kjøre ad Farigmagsvejen til Nørreport. Ved Ravelinen gjør
Konsumtionsbetjenten det almindelige Spørgsmaal: „Har De
noget?“ Fader svarer, at vi komme fra Skoven, og med et
„Værsgo
5
— k jør!“ slippe vi Konsumtionsbetjentens generende
Søger.
Nu gaar det rumlende gjennem Gaderne, og vi holde ved