119 / 387
En Tur til Skovén i gamle Dage
117
„Op og ned!
Necl og op!
Ved Blomsterbed
Over Egens Top,
Under Spil og Klang
Vore Stole gaa,
Med Tonernes Gang
Hinanden bagefter
Af alle Kræfter
Uden at naa.“
Nu afsted! Men først hen til Kilden, hen lil Kirsten Piil
— nær havde vi glemt det. At komme i Dyrehaven uden at
gjæste K ild e n , Kirsten Piils Kilde, er omtrent det samme
som at være i Rom uden at se Paven. Vi kunne ogsaa trænge
lil lidt Forfriskning efter den Ilede og Sløv, vi havde døjet
paa Bakken. Men først rnaa en af os hen lil Vognen for at
hente en bevidst Flaske med lidt Styrkende i, thi sikkert er
det noget fortræffeligt Vand fra denne Kirsten Piils Kilde, men
dels lægende Kraft er forsvunden i Aarenes Løb, og derfor er
det, som Fader mener, fornødent at bøde derpaa ved en Til
sætning af nogle kraftige Draaber, der tillige kunne betage
Vandet lidl af dets flove Smag. Studenten rækker Lise Pe
tersen et (ilas, og medens han tager hende om Livet, syn
ger lian med Kaiser:
„Gid hun leve, den Nymfe, til Elskendes Held,
Hun som Hjerter forener ved sprudlende VældJ
Kirsten Piil
0 dit Smil
1 clet klare Krystal
Min Lykke bebude mig skal!“
Vi begive os hen lil Vognen. „Men Død og Plage!“ siger
Fader. „Madam Pætges Telt — der er det jo — det var en
Skam, om jeg ikke hilsle paa min gamle Veninde. Der staar
hun jo i Indgangen til Teltet. Det kan gjøres i en Fart.“ Der
er nu en Gjenkjendelse og en Omfavnelse. Vi se med en vis
Ærefrygt og Beundring op til den høje Kone med de karak
teristiske, skarpe Ansigtstræk og de spillende Øjne. Thi for
uden sit eget velfortjente Renommé som en af Byens og Dyre
havens Notabiliteter i Beværtningsfaget har hun ogsaa sin
Datters Navn at prange med, der allerede er i alle Folks
Munde.
Nu kjøre vi igjen. Aftenen nærmer sig. Rask igjennem Sko
ven ad Klampenborg til. Fader mener, at hvis del ikke var