120 / 387
En Tur til Skoven i gamle Dage
saa sent, skulde vi have kiget lidt ind der. Der er saa hygge
ligt paa gamle Kl ampen borg, og Petersen, Værten, er en god
Bekjendt. Men man kan jo ikke tage alt med. Gjennem den
røde Port gaar det nu forbi Bellevue langs Strandvejen. Kn
frisk, kraftig Søluft strømmer os i .Mode fra Sundet, der som
et blankt Spejl
breder sig for vore
Øjne. Halvt ind
hyllet i et gjen-
nemsigligt Slør
ligger det fjerne
Hveen, og den op-
gaaende Maane
kaster en bred
Lysstribe over
Vandet. Hvad er
det for en Røg
søjle, der hæver
sig mod den klare
Himmel? Ah —et Dampskib! Det er „Caledonia“ !Hvor —hvor?
Der! — Ah, jeg har aldrig set et Dampskib. Der er slet ingen
Sejl, hvad? Ikke et eneste? jOg det gaar saadan alene med
Damp? Ilvad man dog alt kan finde paa i vore Tider! Men
se en Gang disse dejlige Lyststeder, Gud, hvem der ejede saa
dan et, og hvad mener Du, Jane, saadan at sidde der i Have
stuen ud til Vejen, nydelig pyntet med italiensk Straahat, og
saa at se — og lade sig se. Jo det kunde Du nok lide, din,
lille Strik. Og hvad mener Du om saadan en Ekvipage, som
kommer der med de lo dejlige sorle for med Topper paa.
Gud hvor de Mennesker maa være lykkelige!
Saa igjennem Skovshoved med de mange Fiskergarn, livid-
haarede Drenge og Svin. Fader giver nu en Historie til bedste