108 / 387
En Tur til Sk o ven i gamle Dage
107
den store Dunk, som indeholder Rommen, siger han: „En
kjøn Mosiø den! Tørste komme vi ikke til, kan jeg nok mærke.
Den maa vi rigtig tage vare p a a “ — og saa pu tter han den
ind i Halmen under sin egen Agestol. Jeg liar allerede spurgt,
hvad Kusken hedder. „Hans Christensen," siger han, „man
kalder mig ogsaa Hans Polisk."
Nu sidde vi paa Vognen, tre paa hvert Sæde, to Voxne og
et Barn ; det er noget knebent, thi de brede Vogne, som man
1111
har, kjendte man ikke den Gang. Men hvor der er H jerte
rum , er der ogsaa Ilusrum . Og hvad bryde vi os om at blive
trykkede lidt. Studenten siger, idet han betragter sin Fo r
lovede, al det netop er meget morsomt. Men vi slippe ikke
med al blive trykkede. Den tunge Kasse hviler næsten lige
paa Iiju lené; der er ingen Fjedre, end sige Patentfjedre.
Heller ikke er Brolægningen gjennem Gaderne den bedste.
Vi skumpies lystig, og Bedstemoder siger, at del farer hende
gjennem Marv og Ben, hver Gang Vognen giver e t Hop. Men
hvad gjør del os andre? Vi ere altfor glade og fornøjede, til
at vi skulde bryde os
0111
saa lidt. ,11ans Polisk trøster os
tillige med, at naa r vi komme ud paa Jordvejen, saa vil det
gaa bedre. Jeg finder, at det gaar ganske dejlig, som det nu
gaar.
Vi skulle fø rst til Søllerød. Hver Gang i de 16 Aar, mine
Foræ ldre have gjort en Skovtur, h a r Søllerød været det første
Bestemmelsessted. Det var der i Kroen, at de holdt deres
Bryllupsgilde, efter al Vielsen havde staaet i Søllerød Kirke.
Derfor ingen Skovtur uden Søllerød, „for," siger Fader, ta
gende sin Mutter, som han kalder hende, om Livet, „det kan
dog vist fornøje dig at se det Sted igjen, hvor jeg begik den
Dumhed at lage dig. Jo vist var det en Dumhed. Men H erre
gud, man begaar saa mange af den Sort i sit Liv, og jeg
skal ærlig tilstaa, del er dog maaske den mindste, jeg ha r
begaaet." Tu ren gaar nu ad den støvede Landevej lil Lyngby.
Man snakker og passiarer paa Vognen. Moder taler med
Bedstemoder om Ilusholdningssager, Fader, der iøvrigl lager
sig megel stadselig ud i sin blaa Kjole med blanke Knapper,
hvid Vest, graa Korduroys Benklæder og blanke stive Støv
ler med Kvaster, ryger paa sin store Merskummer, en Arv
fra Bedstefader, og underholder sig med Kusken om, hvor
ledes Sæden staa r og tegner for i Sommer. Og jeg faar Lov
til al k jøre; jeg faar endogsaa Lov lil at give Hestene en
Gang imellem et lille Smæk med Pisken. Af N aturen ere vi
alle smaa Ty ranner, selv i Barnealderen.